Skip to main content

Hvilken kollega laver dine recepter for dig?

Pakningsstørrelse og reiteration er en del af receptansvaret.

Praktiserende læge Daniel K. Rotenberg, Odense
E-mail: dkrotenberg@hotmail.com
Interessekonflikter: ingen

14. jul. 2016
4 min.

Med det fælles medicinkort har vi fået flere oplysninger om patienternes medicin, men også et ændret og udvidet ansvar, når vi ordinerer.

Jeg har tidligere skrevet om, hvilket ansvar for andres ordinationer vi påtager os, når vi ser dem, og dette står fortsat uklart (se mine indlæg i Ugeskrift for Læger 21.5. 2015 og 13.1. 2015).

Dette indlæg handler om det ansvar, vi påtager os, når vi udsteder en recept selv.

En del af jer er ikke klar over, at pakningsstørrelse og reiteration også er en del af receptansvaret. Ordinerer man feks. metformin med pakningsstørrelse og reiteration halvandet år frem, og patienten ikke får taget kreatinin-clearance i perioden og får nyresvigt, kan man næppe afværge påtale ved at hævde, at patienten skulle være kommet til kontrol, eller forsvare sig med, at patienten gik til kontrol hos en anden. Har man skrevet under, har man ansvaret.

Omvendt har man også ansvaret for det tidspilde, der opstår, hvis man ikke har reitereret frem til næste kontrol, og patienten henvender sig uden at trænge til en lægelig vurdering. Indrømmet, dette er ikke en stor skade, men til gengæld er det meget hyppigt forekommende og udgør samlet en stor mængde, hvis det bliver gjort samvittighedsfuldt, hvilket desværre er mit indtryk, at det kun sjældent gør.

Tidskrævende

Med dette sidste mener jeg, at de færreste af os jo husker alle vores patienter med dato og værdi for sidste blodprøver samt andre kontrolpunkter. Derfor må vi, for at kunne lave en recept samvittighedsfuldt, slå patienten op. Dette er kun få minutters arbejde, men gentaget flere gange over dagen bliver det til en del og er desuden et irritationsmoment i en travl hverdag.

Det bliver derfor for de fleste læger til den anden løsning, at man godkender recepter ud fra en generel betragtning. Dette kan være ud fra lægemidlets farlighed, graden af tillid til den, som har startet behandlingen, eller som man mener fortsat står for den, eller det kan være ud fra en viden om patienten, som en velorienteret og fornuftig person.

Det er i strid med Sundhedsstyrelsens regler at godkende recepter ud fra dette, og det er heller ikke et gyldigt forsvar i tilfælde af, at noget går galt, da sidder receptunderskriver med hele ansvaret, både juridisk og etisk. Forestil dig at sidde med enken efter en patient, der er død af hjerneblødning, han fik clopidogrel ud over det år, han skulle efter en stent. Du er ikke i tvivl om at have informeret om, at behandlingen kun var et år, du har journalført det, men du har alligevel godkendt recepten, da han bad om det. Det var jo er et lægemiddel uden misbrugspotentiale, og han ikke var dement, behandlingen var startet af en specialist! Jeg tror, man uanset dette, sidder med både dårlig samvittighed, og en kommende næse.

Rettidig omhu

Det samme gælder endokrinologen, som i ambulatoriet udsteder recept på statin 100 stk. reitereret x 5, hvem følger op på, at patienten får målt alanin-aminotransferase-værdi? Den burde ifølge nuværende retningslinjer måles min. to gange årligt, og 500 piller svarer til behandling i halvandet år!

Eller den praktiserende læge, som fornyer epilepsimedicin og blot genudsteder den vante dosis, men ikke havde bemærket, at det neurologiske ambulatorium, som styrer behandlingen, er ved at regulere dosis.

Eller vagtlægen, som fornyer p-piller til en 40-årig kvinde, han kan ikke se, at hun er ryger og er overvægtig, og får hun en sinustrombose, så er der påtale til både egen læge og vagtlægen.

Løsningen er ligetil: Udvis rettidig omhu og gør arbejdet færdigt med det samme, sørg for at alle recepter er med pakningsstørrelse og reiteration frem til næste planlagte kontrol. Undlad at forny recepter for andre. Ved fare for at patienten løber tør, kan man evt. udstede mindste pakning eller delpakning.

At undlade fornyelse af andres recepter er ikke kun et spørgsmål om ansvarspådragelse og tidsforbrug, men også om at understøtte en ordentlig lægekultur. Kun ved at sende opgaven tilbage til den læge, som den hører hjemme hos, vil vi samlet som stand lære at gøre arbejdet ordentligt færdigt fra starten.