xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Seponerings­listen 2024

Anbefalinger til seponering af hyppigt anvendte lægemidler hos voksne

Sundhedsstyrelsen opdaterer årligt en liste over de lægemidler, man kan seponere hos voksne (medicinophør).

Seponeringslisten er målrettet læger med det formål at understøtte dem i overvejelser om seponering af medicin hos voksne patienter.

 

 

Lommeformat

Seponeringslisten findes i et simpelt print og fold-selv lommeformat. Formatet er udviklet som en løsning, der tilgodeser både tilgængelighed for klinikeren og miljøhensyn.

 

Sådan gør du:

Print lommerformatet i A3 og vær opmærksom på at indstille printeren til at printe på begge sider. Bed derudover printeren om at vende papiret på den korte side og vælg evt. i farver. Derefter folder du papiret på midten - tre gange efterfulgt af hinanden.

 

Print lommeformatet

 

Tag stilling til alle lægemidler ved medicingennemgang

Du kan forsøge seponering ved de fleste lægemidler. Et lægemiddel bør seponeres, hvis der ikke længere er indikation for behandlingen, ved uacceptable bivirkninger, manglende effekt, ellers hvis patienten ikke ønsker lægemidlet.

Medicingennemgang er særligt relevant hos ældre, som er mere følsomme for bivirkninger og oftere udsat for polyfarmaci.

 

Tommelfingerregler

  • Tag udgangspunkt i det, der er vigtigt for patienten og det samlede sygdomsbillede.
  • Behandlingsmål ændrer sig og enhver lægemiddelbehandling skal løbende revurderes og tilpasses (fx ud fra aktuelt smerte-, blodtryk- eller blodsukkerniveau).
  • Tag stilling til behandlingsvarighed.
  • Seponér lægemidler, hvor indikationen mangler eller er forældet – ville lægemidlet være relevant at starte i dag?
  • Vurdér om behandlingen er livsvigtig, symptomlindrende eller forebyggende.
  • Seponér symptomlindrende lægemidler, hvor der er tvivl om effekten, eller hvor forholdet mellem effekt og bivirkninger er ugunstigt.
  • Seponér forebyggende lægemidler, hvis den forventede effekt ikke står i rimeligt forhold til patientens forventede restlevetid.

 

Seponering er en proces

  • Lav en plan og en klar aftale med patienten. Inddrag evt. pårørende og plejepersonale. En vellykket seponering er en fælles proces.
  • Lav kun om på én eller få ting ad gangen.
  • Mange lægemidler kan seponeres uden aftrapning, men start evt. med reduktion af dosis. Aftrapning kan mindske seponeringssymptomer og rebound-effekt.
  • Seponering af psykofarmaka, opioider og andre CNS-aktive stoffer bør ske ved aftrapning.
  • Følg altid op på en seponering. Overvej om nye symptomer er opblussen i sygdom eller seponeringssymptomer.
  • Hvis du må genoptage en seponeret behandling, er det ikke udtryk for fejl, men grundighed.
Folderen "Medicingennemgang i praksis" giver dig som praktiserende læge en metode til at planlægge, gennemføre og følge op på en medicingennemgang.
 
Via regionerne kan du finde relevante patientfoldere og patientpjecer til aftrapning af medicin mod blandt andet depression, smerter, søvnbesvær og refluks.

 

Sådan udarbejdes Seponeringslisten

Seponeringslisten er udarbejdet på baggrund af danske nationale vejledninger og faglige anbefalinger.

Seponeringslistens indhold bliver prioriteret ud fra efterspørgslen i praksis, hvad der skaber merværdi, mest mulig sundhed og lighed, hvor der er størst forbedringspotentiale og/eller hvad der er nationalt fokus på.

Seponeringslisten 2024 har været i bred offentlig høring. Høringsmaterialet samt høringssvar og høringsnotat kan findes på høringsportalen.

IRF i Sundhedsstyrelsen varetager forpersonsskabet for arbejdsgruppen, der ellers er repræsenteret ved de fem regioner, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi og Dansk Selskab for Geriatri, Forskningsenheden for Almen Praksis, Odense Deprescribing Initiative og Dansk Selskab for Polyfarmaci og Multisygdom.

Se høringssvar og høringsnotat på høringsportalen

Læs om metodebeskrivelsen

Læs kommissorium

Opdateret 21 NOV 2023