COLLAGE FESTIVAL er en festival til en ny tid

COLLAGE FESTIVAL

Temaet for COLLAGE FESTIVAL 2021 er Norge i Danmark. Over tre dage mødes en række af Nordens mest interessante komponister, solister, dirigenter og musikere i Mogens Dahl Koncertsal for at give koncerter. COLLAGE FESTIVAL 2021 er blevet til i samarbejde med Festspillene i Bergen.

COLLAGE FESTIVAL er en festival til en ny tid. Kunst og tanker om kunst i tiden sættes sammen på nye måder i overraskende konstellationer i intime rammer i København.

Kunst overskrider grænser, giver nye perspektiver på det eksisterende og udvider mulighedsrummet. En global pandemi fik os til at reflektere over, hvem vi er. COLLAGE FESTIVAL er inspireret af det nye forvandlingsrum vi alle befinder os i.

COLLAGE FESTIVAL giver ikke alene publikum enestående musikalske oplevelser, men også nye perspektiver på vores samtid ved at indbyde til refleksion og meningsudveksling ved en række forskellige talks.

I en verden, hvor vi normalt knytter bekendtskaber på tværs af store afstande og kulturelle skel, er båndet mellem Norge og Danmark et særligt tæt familiebånd. Nordmænd og danskere er historisk set hinandens nærmeste nationale slægtninge.

Vores sprog har forskellig klang, men ordene kender vi, vi spejler os i hinandens sange, kunst og litteratur, og vi genkender os selv i hinandens syn på den verden, som er i hastig ændring, med store folkevandringer der også når vore kyster. Vores levevis, vores skandinaviske samfundsmodel med højt besunget ytringsfrihed og demokratisk sindelag bliver konstant udfordret i disse år.

I 2014 fejrede Norge og Danmark 200-året for den norske grundlov. Begivenheden gav anledning til at dyrke de rødder, vi er fælles om, og markere vores slægtskab og sammenhørighed. Som en hver anden familie samles vi med glæde og deler erfaringer og perspektiver på den verden, vi lever i. De nationale bånd mellem vores to lande blev kappet i 1814, men vores fælles historie knytter stadig vores liv og samfund tæt sammen. Vores fælles værdier danner hver dag grundlag for de tætte forbindelser, der giver os muligheden for et endnu tættere samarbejde i morgen.

COLLAGE FESTIVAL er en festival til en ny tid

COLLAGE FESTIVAL SOM VISIONÆR PLATFORM

Vi lever i en ny virkelighed, og der er grund til at tro, at verden aldrig bliver den samme som før, COVID-19 vendte op og ned på alting. Konsekvenserne af, at vi skal holde afstand til hinanden og dermed undgå at samles i større forsamlinger, er vidtrækkende. Kulturområdet er langt fra det eneste, der er påvirket af krisen og de affødte forbehold, men det er måske det område, hvor forskellene på før og nu er allerstørst. Aflysninger, falliterklæringer og desperate nødråb begyndte hurtigt at præge kunsten og kulturen, da krisen startede, og med tilsvarende hastighed begyndte befolkningen at hige efter kulturoplevelser, der ikke blot handlede om at afsøge endnu en afkrog af Netflix.

Nu, hvor vi efterhånden begynder at få en fornemmelse af, at krisen vil påvirke både kulturlivet og samfundet som helhed i årevis, er der grund til at gøre sig grundige overvejelser om, hvordan kulturlivet ikke blot kan bestå, men ligefrem trives i denne nye virkelighed. En virkelighed, der kan forventes at vare ved i en eller anden form, selv når krisen officielt er ovre, fordi menneskeheden på globalt plan er blevet så mærket og skræmt, at vores kollektive adfærdsmønstre givetvis vil være forandrede i en hel generation. Skal kunsten og kulturens trivsel sikres på den lange bane, skal denne idérigdom udfolde sig på helt nye og visionære platforme.