Undgå krisen: De bedste råd til dig i tyverne

Føler du dig fortabt i tyverne? For flertallet er tyverne både en spændende og kompliceret tid, og derfor har vi allieret os med en psykolog, der guider dig sikkert gennem det afgørende årti

Psykolog Mette Bratlann.

Psykolog Mette Bratlann.

“I have work, then a dinner thing, and then I am busy trying to become who I am.”

Sådan lyder det fra Lena Dunhams karakter Hannah i den populære serie Girls, der følger en venindegruppe i tyvernes op- og nedture.

Det er nemlig ofte udfordrende at være ung i tyverne, hvor de fleste stadig er ved at finde sig selv og samtidig skal træffe en række afgørende valg om alt fra uddannelse og bolig til venskab og kærlighed.

Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående, skal du læse med her, hvor vi har allieret os med psykolog Mette Bratlann, der tidligere har skrevet om kvartlivskrisen og her fortæller, hvordan man kommer helskindet igennem tyverne.

Tyverne er en svær tid for mange. Hvad er grunden til det?

“Tyverne er det årti, hvor du overgår fra at være ung til at være voksen, og derfor er det også et årti, hvor du skal træffe mange vigtige valg, der vil få stor betydning for din identitet og din fremtid. Man kan sige, at det er det årti, hvor du lægger fundamentet for dit voksenliv og det kommer let til at føles som et stort pres at skulle træffe alle 'de rigtige' valg, så dit voksenliv kan blive en succeshistorie. Ikke mindst, fordi valgfriheden i dag er så enorm.”

Hvordan bliver man som ung bedre til at navigere i de mange valg, der skal træffes?

“Jeg tror først og fremmest, du er nødt til at erkende, at der ikke findes noget valg, du kan tage, som vil gøre livet 'rigtigt' eller få det til at føles godt hele tiden. Dit voksenliv kommer formodentlig til at blive svært og kompliceret og anstrengende – og smukt og sjovt og lærerigt – uanset hvilke valg du træffer i dine tyvere. Du kan ikke forudsige fremtiden, for den findes ganske enkelt ikke endnu, så forsøg at vælge ud fra, hvad der giver bedst mening for dig nu og her, og forsøg at have tillid til, at du altid kan regulere din rute undervejs, hvis du får brug for det.”

Hvilken rolle spiller de sociale medier i forhold til vores selvforståelse?

“Det er så fristende kun at fremvise de sider af livet, som vi er stolte af på de sociale medier og på den måde kommer vi til at vise hinanden et billede af, at vi alle sammen lever fejlfri liv. Vi får gjort det fejlfri til det normale. Men vi har jo alle sammen fejl og det er netop, når livet er svært, vi har allermest brug for ikke at føle os alene. Derfor synes jeg, vi har et fælles ansvar for at få nuancerne og gråtonerne med i det billede, vi tegner af livet og af os selv inde på de sociale medier, så ingen behøver at føle sig forkerte, fordi de har fejl eller synes at livet er svært.”

Er der noget, du ville ønske, at kvinder i tyverne vidste?

“Jeg ville ønske, de vidste, at det at have styr på tingene slet ikke er den vigtigste voksenkompetence, der findes. Faktisk så er evnen til at kunne leve med alt det, du ikke har styr på, en langt vigtigere kompetence, hvis du vil leve et godt voksenliv. Der vil altid være ting, du ikke har styr på, så hvis du gerne vil være glad, så er du nødt til at lære at være glad på trods af alt det, du ikke lige mestrer. Jeg tror, den unge kvinde vil have godt af at huske, at den mørke side af livet ikke er en forhindring for livet, men en meget vigtig del af det. Det er det, vi ikke mestrer, der rummer læringspotentialet. Det er af skade, man bliver klog. Og for at komme til en god udsigt, skal du så godt som altid op ad bakke først.”

Er der noget, unge danske kvinder skal blive bedre til?

“Den unge danske kvinde stræber efter at være sindssygt god til stort set alt! Og hvis hun ikke er det, så synes hun mindre godt om sig selv. Så nej, jeg ønsker ikke at belaste hende med flere krav om noget, hun skal blive bedre til. Det skulle da lige være at holde fri – og at overgive sig til at være et fejlbarligt menneske og ikke en maskine, der konstant bør optimeres.”

Hvad er forskellen på at være ung kvinde i tyverne sammenlignet med at være teenager eller i trediverne?

“Alle faser i et menneskeliv har deres egne udfordringer og kan være svære at komme igennem. Forskellen er måske, at det på samfundsniveau er meget anerkendt og italesat, at teenageårene er hormonelle og turbulente og konfliktfyldte og at trediverne er fortravlede og ansvarstunge og udmattende – men tyverne er ofte beskrevet som den tid i livet, hvor du er både friest, stærkest og smukkest. Står du så midt i dine tyverne og mest af alt føler dig forvirret, fortabt eller faret vild i dit eget liv, så er det ikke sikkert, du bliver mødt med ret meget forståelse fra omverdenen. Så oven i det, der allerede frustrerer, så risikerer du tilmed at komme til at føle dig forkælet og forkert.”

Psykolog Mette Bratlann.

Psykolog Mette Bratlann.