Kantineprisen

Arbejder du - eller en du kender - i Danmarks bedste kantine, og har I styr på økologien (min 60%), smagen og bæredygtigheden? Så er det nu at du skal indstille din kandidat til Kantineprisen 2024, som i år også indebærer en dyst til kokkekonkurrencen, Sol over Gudhjem, på Bornholm. 

Landbrug & Fødevarer uddeler igen i år den prestigefyldte Kantinepris til en privat eller offentlig kantine i særklasse. Kantineprisen 2024 uddeles i år til en kantine, der som minimum besidder det økologiske spisemærke i sølv, samt er en inspiration for såvel branchen som gæster.

 

Kantineprisen er sat i verden for at sikre kontinuerlig udvikling i branchen og hylde dem, der går forrest for at udvikle deres køkken og spiseoplevelse. Kantinekokke vinder mere og mere indpas, og de fortjener mere hyldest for deres mange gastronomiske talenter. Det blev blandt andet også påvist af sidste års konkurrence Årets Kok, som gik til kantinekokken Mikkel Højborg Olsen tilbage i marts 2023. 

 

Alle indstillede inviteres til en præsentationsdag på Axelborg den 2. maj 2024Juryen udvælger herefter 3 nominerede, der alle får uanmeldt besøg gennem sommeren 2024. På de uanmeldte jurybesøg, vil kantinerne blive bedømt ud fra følgende tre parametre: 

  • Køkkenet – Hvordan arbejdes der med bæredygtighed, økologi og sæson, madspild og arbejdsglæde i køkkenet?
  • Råvarer og/eller leverandører – Hvordan er diversitet, kvalitet og nytænkning i forhold til råvarer og leverandører?
  • Spiseoplevelsen - Er der dialog mellem gæster og køkken og hvilken sensorisk oplevelse får gæsterne?

Igen i år er der fokus på smag, gastronomi og iscenesættelse. Derfor får alle de nominerede muligheden for at dyste med hinanden i den hyggelige Cook-Off på 'Sol over Gudhjem'. Bare rolig, det er jeres helt egen konkurrence med temaet "Mad til mange", I skal altså ikke dyste mod Michelin kokke.

I Får derimod rig mulighed for at vise holdånd og for at sætte fokus på hvor fantastisk kantinemad anno 2024 kan være. Vi hjælper med praktikken ift. transport og overnatning, så I kan koncentrere jer om at få en fed oplevelse på Solskinsøen, og lave fantastisk mad til mange.  

Et separat dommerpanel vurderer her, hvordan der arbejdes med den sensoriske oplevelser, der begejstrer gæsterne og smagen sættes i højsædet. Point uddelt i Cook Off, indgår i den samlede score, der udgør året bedste kantine.


Vinderen kåres efterfølgende på Sol Over Gudhjem, og kan smykke sig med titlen: Vinder af Kantineprisen 2024 – Danmarks bedste kantine

 

Kantineprisen er sat i verden for at hylde de madprofesionelle og gastronomiske stortalenter, som arbejder i Danmarks kantiner. 
Konkurrencen udføres af Landbrug & Fødevarer og finansieres af Fonden for Økologisk Landbrug. 

Kriterier for indstilling

Nu kan du møde juryen

Dette års jury består blandt andet af sidste års vinder af Kantineprisen, Stefan Hansen. Ligeledes består juryen af stærke profiler fra nogle af de største brands i det danske fødevaremarked. 

  • Stefan Hansen, Kantineprisvinder 2023, Køkkenchef, Gorrissen Federspiel
  • Lise Søkilde Gantriis, Culinary Lead, Arla Pro DK
  • Mark Guldbæk Østergaard, National Account Manager, Danish Crown / Friland
  • Lars Verner Christensen, adm. direktør, Gasa Nord Grønt 
  • Anders Nicolajsen, Chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer

Highlights fra Kantineprisens Cook Off 2023

Tidligere vindere

 

Kantineprisvinder 2023

Vinder af Kantineprisen 2023

Kantineprisen rykker op i toppen af dansk gastronomi

Kantineprisen er prestigefuld, fordi de nominerede er blandt de ypperste kantinefolk i Danmark. Som noget nyt i år har de nominerede været til Cook-off ved nordens største kokkekonkurrence, Sol Over Gudhjem. Netop Cook-off præstationerne ved Sol Over Gudhjem har udgjort 20 % af den samlede vurdering, i kampen om Kantineprisen 2023. Resten af bedømmelsen blev dannet på baggrund af juryens uanmeldte besøg hos de nominerede.

- Fælles for de nominerede er, at de alle er dygtige håndværkere med fagligstolthed og en stor arbejdsglæde, som smitter af på deres gæster. Kantinerne har alle et stort fokus på bæredygtighed uden at gå på kompromis med madens kulinariske og sundhedsmæssige kvalitet, siger Mette Gammicchia.

Cook off vinder 2023

Stefan Hansen og team blev også kåret som vinder af Cook Off for Kantineprisen 2023 på nordens største kokkekonkurrence - Sol over Gudhjem.

De nominerede til Kantineprisen 2023 var…

  • Brian Sylvest Pedersen og team, Rambøll A/S, Aarhus, ISS A/S
  • Pii Vesterlund Larsen og team, Det Europæiske Miljøagentur, København, LOCA Gruppen
  • Stefan Hansen og team, Gorrissen Federspiel, København
 Kantineprisen 2023 var finansieret af: Fonden for Økologisk Landbrug

Vinder af Kantineprisen 2022

En velsmagende tryghedsbastion
Kantinen hos Kopenhagen Fur har været gennem nogle turbulente år. Men på trods af svære tider for branchen, formår køkkenet at fastholde en normalitet på arbejdspladsen. Her skaber de ro omkring rammerne og sikre, at de ansatte kan få en snak med køkkenpersonalet mens de portionsanretter maden for gæsten, som daglig forkæles med særdeles veltilberedt mad, der er selv den bedst bistro værdig.

”Kantinen hos Kopenhagen Fur er særdeles veldrevet og har som mange andre tænkt i nye løsninger inden for bæredygtighed, lokale råvarer og madspild. Her er de nået utrolig lagt med tekniske tiltag og målinger, men samtidig er holdet bag også bare nogle utrolig dygtige madhåndværkere, der har styr på forretningen. Det er simpelthen en super veldrevet kantine der serverer fantastisk velsmagende mad og dette års helt rigtige vinder”, siger jurymedlem, Kristian Ploug Grut, Seniorkonsulent fra Landbrug og Fødevarer.

Vinderhold med stort engagement
Bæredygtighedstiltag og smagfulde måltider var omdrejningspunktet hos alle de nominerede til Kantineprisen. Vinderen af Kantineprisen, Sofie Rosa Randall, regerer kantinen i Kopenhagen Fur, som Jespers Torvekøkken forpagter. Og det gør hun med den største respekt for råvarerne, samt en kokkefaglighed i top, når de glade kantinebrugere bespises.

Den stolte vinder satte selv ord på hæderen:
”Det er helt vildt fedt. Jeg er så stolt af mit team og jeg selv. Jeg er stolt af Jespers Torvekøkken, og hvad vi har formået på så kort tid. Det er en kæmpe anerkendelse, og det er bare sindssygt fedt”, siger Sofie Rosa Randall fra Jespers Torvekøkken hos Kopenhagen Fur.

 

KANTINEPRISEN 2022

Kantineprisen er sat i verden for at sikre kontinuerlig udvikling i branchen, og hylde dem, der går forrest for at udvikle deres køkken og spiseoplevelse. I år vurderede og udvalgte juryen de nominerede på baggrund af tre centrale kriterier.

  • Køkkenet – Hvordan arbejdes der med bæredygtighed og sæson, madspild og arbejdsglæde i køkkenet
  • Råvarer/Leverandører – Hvordan sikres diversitet, kvalitet og nytænkning i forhold til råvarer og leverandører
  • Spiseoplevelsen - Er der dialog mellem gæster og køkken og hvilken sensorisk oplevelse får gæsterne.
 

De nominerede til Kantineprisen 2022 var:

  • Kopenhagen Fur, køkkenchef Sofie Rosa Randall og Team, Jespers Torvekøkken
  • Bankdata Silkeborg, køkkenleder Mads Henriksen Birk og Team 
  • Rambøll, Esbjerg, køkkenchef Claus Lehmann Christensen og Team, Meyers
 

Kantineprisen er finansieret af: Kvægafgiftsfonden og Svineafgiftsfonden

 

Det har ikke været lige nemt at være kantine i det forgangne år under corona. Det har betydet, at der har skullet tænkes i alternative løsninger for fortsat at kunne tilbyde de bedst mulige madoplevelser.

Kantineprisen sætter fokus på de kantiner, som har formået at trodse modgang under nedlukninger og stadig har formået at skabe velsmagende og lækre frokostmåltider.

- Mange kantiner har været udfordret på, at de har været begrænset ift. udformning og iscenesættelse af deres frokost buffet. De har været nødt til at tænke i nye bane, og harskullet omstille sig til nye situationer fl ere gange i løbet af det seneste år. Alligevel har de nominerede til Kantineprisen 2021 gjort det muligt at nyde lækre og inspirerende måltider påtrods af engangsemballage, håndsprit og afstandskrav, siger jurymedlem Kristian Ploug Grut, seniorkonsulent fra Landbrug og Fødevarer.

Vinderhold med et socialt engagement
De nominerede til Kantineprisen levede alle op til kravene om et godt køkkenmiljø, der var fuld af arbejdsglæde, optimal udfoldelse af råvarernes potentiale og en sensoriskspiseoplevelse for gæsterne. Vinderen af Kantineprisen var faktisk et helt team af køkkenpersonale fra Social Cantina Nbro, som sammen har skabt en kantineoplevelse i top, når det kommer til faglighed og smagsoplevelse.

Derudover udmærker de sig ved deres sociale vinkel ved at tage udsatte unge under deres vinger i køkkenet.

Det stolte team havde selv følgende at sige da prisen blev overrakt til dem:

 - Vi er glade. Det er en kæmpe ære og anerkendelse. Vi er stolte over vores arbejde, og at vi også altid sætter kvalitet fremfor kvantitet i vores køkken, siger det stolte team.

NOMINEREDE

De nominerede til Kantineprisen 2021 var:

  • Top Danmark Ejendomme, køkkenchef Bjørn Patik, Kokkenes Køkken
  • Social Cantina Nbro, Frederik Stormoen, Morten Bang Olsen, Nikolaj Skadborg og Martin Münchow, Social Cantina
  • Gastro Kantiner, gastronaut Jakob Brønd, Gastro Kantiner

Priserne blev overrakt på Fødevaredagen
Vinderne blev hædret på Landbrug & Fødevarers store branchedag, Fødevaredagen, der fandt sted den 28. september 2021 på Hindsgavl Slot i Middelfart.

Kantineprisen er finansieret af Kvægafgiftsfonden, Svineafgiftsfonden og mælkeafgiftsfonden.

Vinderne fra Compass Group. Nummer tre fra Venstre: Køkkenchef René Skovgaard Madsen. Yderst: Flemming Nør-Pedersen, direktør Landbrug & Fødevarer

Compass Group kunne med stolthed køre hjem til Aarhus efter at have vundet Kantineprisen ved Fødevaredagen. Prisen bliver uddelt hvert år og belønner den gode kvalitet og smagsoplevelsen i kantiner landet over. Compass Group var indstillet til prisen af virksomheden Normal A/S, der dagligt nyder godt af Compass Groups innovative og bæredygtige tilgang i madlavningen. Det var en glad vinder, der kunne modtage prisen på scenen til Fødevaredagen.

”Jeg er meget lettet. Det har været en spændende rejse, hvor vi har fået banket en fantastisk kantine på benene. Jeg er utrolig stolt af mit team, som hver dag yder en stor indsats. Og så har Normal været en fantastisk medspiller, som har givet plads til, at vi har kunnet eksperimentere og udvikle os”, siger Køkkenchef René Skovgaard Madsen, fra Compass Group.
Ifølge juryen, er der en klar årsag til, at netop Compass Group vinder prisen i år.

”Køkkenet hos Normal har fået frie tøjler til at skabe en madordning, hvor arbejdsglæde, faglig stolthed og kreativitet skinner i gennem. Det kommer gæsterne til gode i form af en meget personlig spiseoplevelse med lokale råvarer i fokus”, siger seniorkonsulent i Landbrug & Fødevarer Kristian Ploug Grut, der er en del af Kantineprisens jury.

Kantineprisen har været uddelt siden 2004 for at belønne de madhåndværkere, der gør noget ekstraordinært i de danske kantinekøkkener.

Det er Landbrug & Fødevarer og repræsentanter fra fødevarebranchen, som står bag Fødevaredagen, hvor en række madpriser bliver overrakt.

Som følge af COVID-19 restriktionerne blev Fødevaredagen i 2020 primært afholdt digitalt. Uddelingen af de traditionsrige fødevarepriser blev dog vanen tro offentliggjort på selve Fødevaredagen.

Kantineprisen er finansieret af Kvægafgiftsfonden, Svineafgiftsfonden og Mælkeafgiftsfonden.

De øvrige nominerede til prisen i 2020 var:
Normal A/S, køkkenchef René Skovgaard Madsen, Compass Group
IIH Nordic, køkkenchef Kolja Schmelzer, CANTINA by .506
ATP Haderslev Centeret, køkkenchef Steffen Kähler

 

Kantineprisvinder 2019, her sammen med direktør Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer

Kantineprisen 2019 gik til Malte Sejer Sørensen, der er Head of Gastronomy i virksomheden Trelleborg Sealing Solutions i Helsingør.

De andre nominerede kantiner – PKA i Hellerup, der har Thomas Starcke, køkkenchef hos Meyers C. Catering, ved roret, og Riantics i Arden ved kantineleder Line Bonnerup – havde også været værdige vindere af prisen. For alle de nominerede køkkener repræsenterer et højt, fagligt niveau, og gæsterne bliver inspireret og udfordret dagligt.

Lone Marie Eriksen, der er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer og med i juryen til kantineprisen, siger:

”Trelleborg Sealing Solutions er den helt rigtige vinder af årets Kantinepris. Malte Sejer Sørensen formår – sammen med sit team – at sætte barren meget højt. Kantinen arbejder aktivt med FN’s verdensmål, og Malte tager i den grad stilling til alt lige fra valg af lokale leverandører, egen forarbejdning og prioritering af sæsonens lokale råvarer. Det er en glæde at opleve det gode håndværk, den store arbejdsglæde, den høje grad af faglig stolthed og meget høje standarder i smagsoplevelserne i den mad, kantinen leverer.”

Glad vinder
”Jeg er megastolt over at vinde prisen sammen med mine medarbejdere. Vi sætter barren meget, meget højt og planlægger menuen nøje i forhold til sæson, ligesom vi også sparrer meget med gæsterne,” siger Malte Sejer Sørensen, der er Head of Gastronomy i virksomheden Trelleborg Sealing Solutions i Helsingør.

Med Kantineprisen vil Landbrug & Fødevarer gerne belønne de fagfolk, der er ekstremt dygtige madhåndværkere.

”De leverer alle måltidsoplevelser af meget høj standard og arbejder tæt sammen med lokale leverandører. Niveauet løfter sig hele tiden, der stilles nye krav til køkkenerne om bæredygtighed og en grønnere retning samtidig med, at det høje, kulinariske niveau opretholdes, og de spisende gæster føler sig i centrum,” siger Lone Marie Eriksen.

Kantineprisen bliver uddelt af erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer en gang årligt. Prisen blev stiftet i 2004, og det er 16. gang, at Landbrug & Fødevarer uddeler Kantineprisen.

Kantineprisen er finansieret af Kvægafgiftsfonden, Svineafgiftsfonden og Mælkeafgiftsfonden.

For yderligere information, kontakt:
Linda Gjaldbæk, pressekonsulent hos Landbrug & Fødevarer, tlf.: 26 84 28 80 eller mail: lghj@lf.dk




NOMINEREDE

De nominerede til årets Kantinepris 2019 var:

Køkkenchef Thomas Starcke, PKA A/S i Hellerup
Head of Gastronomy Malte Sejer Sørensen, Trelleborg Sealing Solutions A/S i Helsingør
Kantineleder Line Bonnerup, Riantics A/S i Arden

Kantineprisvinder 2018, her sammen med direktør Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer

I 2018 var juryen ikke et sekund i tvivl; Social Cantinas koncept var så klart og eksekveret så flot, at der ikke herskede nogen tvivl om, at de skulle have årets Kantinepris.

De andre nominerede kantiner, Kombit fra Kokkenes Køkken og Meyers kantine hos Novo Nordisk, havde også været værdige vindere af prisen, for de tre nominerede køkkener repræsenterer alle et højt fagligt niveau og serverer meget velsmagende mad i indbydende kantiner.

Andreas Buchhave Jensen, der er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer og med i juryen til Kantineprisen siger:

”Københavns Kommunes Socialforvaltning i Brønshøj er den virkelige vinder af årets kantinepris. De har givet slip og overladt beslutningen om, hvordan kantines koncept skal se ud og drives til en fagmand. Med den agenda er de lykkedes med at rekruttere en fremragende kok. Mathias Holt styrer koncept og sætter hold. Og det virker til, at kokkene trives, og at gæsterne er glade. Jeg håber, at deres eksempel vil være til inspiration for andre virksomheder og organisationer.”

Glad – og overrasket – vinder
Mathias Holt fra ’Social Cantina’ hos Københavns Kommunes Socialforvaltning i Brønshøj er en både glad – og overrasket – vinder af prisen:

”Jeg synes, det er dejligt, at vi det arbejde, vi gør hver dag, bliver anerkendt. Og så er sådan en pris jo med til at skubbe lidt på fordommene over, hvad en kantine egentlig kan,” siger han.

Kantineprisen bliver uddelt af Landbrug & Fødevarer en gang årligt. Prisen blev stiftet i 2004, og det var 15. gang, den blev uddelt.

Fakta:
Vinder af Kantineprisen 2018:
Mathias Holt, Social Cantina, Københavns Kommunes Socialforvaltning i Brønshøj.

Læs pressemeddelelsen: Kantineprisen går for første gang til en kommunal kantine

For yderligere information:
Andreas Buchhave, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, tlf.: 28 96 08 30 mail: anbj@lf.dk eller
Linda Gjaldbæk, pressekonsulent i Landbrug & Fødevarer, tlf.: 26 84 28 80, mail: lgjh@lf.dk

NOMINEREDE

De tre nominerede til årets Kantinepris 2018 har det til fælles, at den gode måltidsoplevelse står skarpt, og kantinerne har fokus på råvarer i sæson samt en bæredygtig tankegang, hvor alle råvarer skal bruges uden at gå på kompromis med kvaliteten. 


Juryen er derfor ikke i tvivl om, at køkkenet hos de nominerede kantiner tager ansvar for madens kulinariske og sundhedsmæssige kvalitet, og at gæsterne bliver inspireret og udfordret dagligt.

Svært valg
Det er 15. gang, at erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer uddeler Kantineprisen. Men selv om der efterhånden er stor erfaring med at vælge de nominerede, bliver det ikke nemmere. For hvert år bliver de indstillede kandidater stærkere og stærkere, og det er dermed sværere for juryen at vælge de nominerede, fordi grundlaget er så godt.

Andreas Buchhave Jensen, der er Landbrug & Fødevarers repræsentant i juryen, siger:

”Der sker virkelig noget i den her branche. Niveauet løfter sig hele tiden, og de kokke, der er nomineret i år, kunne til hver en tid gå ud og få job på nogle af de bedste restauranter. Det er en fryd at opleve, at nogle af de rigtigt gode håndværkere i branchen har fået øjnene op for, at kantinebranchen også er et sted, hvor de har mulighed for at udfolde deres talent.”

Jury på hemmeligt besøg
I løbet af juni måned kom juryen på uanmeldt besøg hos de tre nominerede kantiner. På den måde får de en førstehåndsoplevelse af de forskellige kantiner, som de kan tage med, når vinderen skal findes.

”Det er altid en fordel at se med egne øjne, hvordan en kantine drives. I juryen glæder vi os til at komme på besøg, og vi har meget store forventninger til de måltider, vi skal opleve rundt omkring i de nominerede kantiner,” siger Andreas Buchhave Jensen.

De nominerede til årets Kantinepris 2018 var:
Køkkenchef Mathias Holt, Socialcantina, Brønshøj
Køkkenchef Jesper Salomonsen, Meyers Contract Catering, Novo Nordisk, Måløv
Køkkenchef Casper Holm Løvgreen, Kokkenes Køkken, Kombit, København S


Kantineprisen finansieres af Svineafgiftsfonden, Kvægafgiftsfonden og Mælkeafgiftsfonden

Giovanni Fico, leder af kantinen hos advokatfirmaet Bech-Bruun, vinder Kantineprisen 2017 for virksomheder - her sammen med Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer

Fællesskab om mad giver fornem pris

Vinderne af Kantinepriserne 2017 er Kasper B. Andersen, der leder kantinen på UCC Campus Nordsjælland. Han vinder Kantineprisen for uddannelsessteder, mens Giovanni Fico, der er leder af kantinen hos advokatfirmaet Bech-Bruun, er vinder af Kantineprisen for virksomheder.

Det er første gang, at kantineprisen er delt i to, så der både er en pris til kantiner på uddannelsessteder og en pris til kantiner i virksomheder. I de to vinderkantiner, hvor hhv. Kasper B. Andersen og Giovanni Fico kokkererer, fik juryen nogle ganske særlige måltider.

Marie Haahr Jensen, der er konsulent i Landbrug & Fødevarer og med i juryen til Kantinepriserne 2017, siger:

- Begge de vindende køkkenchefer har den samme tilgang til måltidet, hvor kvaliteten og velsmagen er i fokus. Da juryen kom på uanmeldt besøg i forbindelse med bedømmelsen til årets Kantinepriser, mødte vi en helt særlig stemning og et rigtig godt fællesskab omkring maden i begge kantiner.

Hos UCC Campus Nordsjælland er kantinen drevet af Food By Coor, og her er Kasper B. Andersen køkkenchef.

- Kasper B. Andersens vigtigste passion er at nå ud til de unge mennesker med et godt og velsmagende måltid mad. Han mener, de unge mennesker skal udfordres og prøve nye retter eller i det mindste smage sig frem. Det er maddannelse på højeste niveau. Kasper B. Andersen er passioneret i sit køkken, og med god hjælp fra hans team bliver eleverne på UCC Campus Nordsjælland hver dag forkælet med et ægte og ovenud lækkert måltid mad, siger Marie Haahr Jensen.

I kantinen hos advokatfirmaet Bech-Bruun møder man en symbiose mellem det nordiske og italienske køkken.

- Giovanni Fico, som er køkkenchef i kantinen, laver mad i topklasse. Det smager vidunderligt, og råvarerne er af bedste kvalitet. Her mødte juryen virkelig ’Den gode måltidsoplevelse’. Giovanni er ægte italiener, og han nyder, at han hver dag kan samle medarbejderne i Bech-Bruun til det perfekte måltid, som giver smil på læben, siger Marie Haahr Jensen.

Det er Meyers Kantiner, der driver kantinen, og der er ingen tvivl om, at velsmag, kvalitet og madglæde er i fokus. Juryen har sjældent følt sig så forkælet.

Med Kantinepriserne vil Landbrug & Fødevarer netop gerne belønne de fagfolk, der har stærke holdninger til råvarerne og har fokus på kvalitet, sæson, økologi og på at undgå madspild.

- Kantinepriserne er for de fagfolk, som gennem faglig stolthed og velsmag formår at hægte konceptet sammen kulinarisk, og får værtskab og dialog til at blive en god måltidsoplevelse, så medarbejderne i landets kantiner får de bedste forudsætninger for at præstere optimalt – hver dag, siger Marie Haahr Jensen.

- Med Giovanni Fico og Kasper B. Andersen i spidsen for årets kantinepriser ser vi to vindere, der begge har evnerne til at flytte de kulinariske grænser – uden at gå på kompromis med råvarers kvalitet. Dem kan mange kantiner i Danmark blive inspireret af. De laver verdensmad med lokale og nordiske råvarer – og det smager skønt, siger Marie Haahr Jensen.

Det var to meget stolte køkkenchefer, der blev hyldet som vindere af Kantinepriserne 2017 til erhvervets store festdag, Fødevaredagen, den 26. september på Hindsgavl Slot i Middelfart:


Kasper B. Andersen, leder kantinen på UCC Campus Nordsjælland, vinder Kantineprisen 2017 i kategorien Uddannelsessteder, her sammen med direktør i Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen.  

- Jeg er virkelig glad for den her pris. Jeg synes, det er sjovt at se, hvor vi begyndte for et år siden, og hvor vi er nu. Dengang synes eleverne, at rabarberkompot lignede opkast, og nu spiser de det med velbehag”, siger Kasper B. Andersen, der vandt Kantineprisen for uddannelsessteder.

- Jeg er stolt af den her pris – og af mine medarbejdere. Vi har alle årene arbejdet med at kombinere det syditalienske køkken med det nordiske, og det er lykkes, siger Giovanni Fico, der vandt Kantineprisen for virksomheder.

Kantineprisen bliver uddelt af Landbrug & Fødevarer en gang årligt. Prisen blev stiftet i 2004, og det er 14. gang, den uddeles.

 

Tag et kig indenfor hos Bech-Bruun, som er vinderen af Kantineprisen 2017 i kategorien "Uddannelser".
Besøg UCC Nordsjælland, som har vundet Kantineprisen 2017 i kategorien "Uddannelser".

Kantineleder Christian Bak, Carnegie Investment Bank i København vinder Kantineprisen 2016. 

Konceptet er enkelt, men klart for alle, for hos vinderen af Kantineprisen 2016 er det medarbejderne, maden og fællesskabet, der er i centrum, og gæsterne får en unik madoplevelse hver dag.

Det kunne juryen hurtigt se, da de var på uanmeldt besøg i Carnegie Investment Banks kantine i forbindelse med bedømmelsen til årets Kantinepris. Dét, der mødte juryen, var en helt særlig stemning og et rigtig godt fællesskab omkring maden.

Andreas Buchhave Jensen, der er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer og med i juryen til Kantineprisen, siger: 

”I Carnegie Investment Bank spiser alle medarbejdere sammen – og får serveret de samme retter. Menuen er baseret på friske, danske og økologiske råvarer i sæson, og retterne er både simple og lækre. Den daglige fællesspisning skaber et unikt break i dagen med fokus på maden og måltidet. Og ja, ordningen et hit blandt medarbejderne, som hverdag føler sig forkælede.” 

Med Kantineprisen vil Landbrug & Fødevarer netop gerne belønne de fagfolk, der har stærke holdninger til råvarerne og har fokus på sæson, spild, økologi og kvalitet. De fagfolk, som gennem faglig stolthed og smag formår at hægte konceptet sammen kulinarisk og få værtskab og dialog til at give gode spiseoplevelser, så medarbejderne i landets virksomheder får de bedste forudsætninger for at præstere optimalt – hver dag. 

”Med Christian Bak i spidsen for et godt team giver vi i år Kantineprisen til en person, som har modet til at flytte de kulinariske grænser uden at gå på kompromis med råvarers kvalitet. Arbejdet med ’Family Style- måltider’ fungerer perfekt – nemlig som et rigtigt måltid med respekt for sæsons råvarer, som nydes sammen med kollegaerne i ro og fred,” siger Andreas Buchhave Jensen. 

Carnegie Investment Banks kantine var en af tre nominerede til Kantineprisen 2016. Alle kantiner er blevet bedømt på en række kriterier fra spiseoplevelse, valg af råvarer til ansvar og dialog. Desuden har de alle fået uanmeldt besøg, og det gjorde udslaget for Christian Bak og hans team. 

Det var en utrolig stolt kantineleder, der blev hyldet som vinder af Kantineprisen 2016 til erhvervets store festdag, Fødevaredagen, den 12. oktober på Hindsgavl Slot i Middelfart. ”Jeg er vildt glad og dejligt overrasket lige nu. Det har taget os ni år at komme hertil. Det har været en lang og fin rejse, og det betyder meget for os at få prisen med hjem,” siger Christian Bak.

Han håber på at kunne bruge prisen til at få rykket ved nogle fordomme om kantinemad.

”Den her pris skal bruges aktivt. Jeg har rigtig længe ville skabe noget opmærksomhed omkring den gode mad, vi rent faktisk laver ude i kantinerne. Der er så mange fordomme om kantinemad, at det er kedeligt og traditionelt, og det passer ikke. Der bliver lavet inspirerende og god mad derude. Jeg håber, jeg som vinder af Kantineprisen 2016 kan give den debat et skub, siger Christian Bak.

Kantineprisen bliver uddelt af Landbrug & Fødevarer en gang årligt. Prisen blev stiftet i 2004, og det er 13. gang, den uddeles.

Kantineprisen blev for 12. gang uddelt 28. oktober af Landbrug & Fødevarer. Kåringen fandt sted på Fødevaredagen, der blev afholdt i det gamle saltlager på Docken i Københavns Nordhavn. Prisen er en hæder til årets bedste danske kantine.

Et højt niveau i år
Kantinerne, der var indstillet til årets kantinepris udgjorde et stærkt felt. Stanarden var så høj, at det, ifølge jurymedlem Andreas Buchhave fra Landbrug & Fødevarer, var nødvendigt at nominere fire kantiner til kantineprisen til forskel fra de sædvanlige tre. Alle fire nominerede var stærke på kantineprisens fire kriterier: råvarer, smag/madmod, værtskab/dialog og spiseoplevelse.

ISS løb med sejren
Der hvor der for alvor blev identificeret en differentiering blandt de nominerede var hos ISS. Her skilte Mads Præstmark og hans personale fra ISS kantinen hos SEB sig ud ved at gå all in på dialogen med gæsterne - både i forhold til præsentationen af maden og i tilstedeværelsen omkring buffeten.
”Ud over at det var dejligt at opleve et så engageret køkkenpersonale, hvor medarbejderne virkelig blev trukket ud af køkkenet og mødte gæsterne ved buffeterne, så var buffeten ekstremt flot med store majsdekorationer samt drivtømmer og strandsten, der blev anvendt til anretning af maden. At maden så også smagte dejligt er jo en selvfølge”, siger Andreas Buchhave.

De nominerede

Køkkenchef Rasmus Bredahl
Mannov, København,
Privat kantine

Køkkenchef Mads Præstmark
SEB, København,
ISS kantine

Køkkenchef Henrik Barting
COWI, Lyngby,
Meyer Kantiner

Køkkenchef Thomas Fisker
Videncenter Thy-Mors
Cheval Blanc Servicerestauranter

Der var ikke megen tvivl hos juryen til Kantineprisen 2014, efter de havde været på uanmeldte besøg i de nominerede kantiner. Med sine klare holdninger til kvalitet, råvarer og smag og sit store engagement omkring at skabe en bæredygtig og spændende kantine, var Liselotte Kira Gregers Andersen fra BDOs kantine i Århus, en klar vinder af Kantineprisen 2014.

-Feltet var også i år rigtig stærkt, men da vi havde besøgt alle nominerede til årets Kantinepris, var det tydeligt, at Liselotte Kira Gregers Andersen skilte sig ud. Hendes engagement i sin kantine, og den måde hun både udfordrer og hjælper sine gæster i kantinen er helt unik. Hun har virkelig fokus på smagsoplevelsen, og årets tema ”Mening i måltidet” skinner klart igennem i kantinen. Det er mad med hjerne og hjerte, der serveres hos Liselotte, siger seniorkonsulent Vickie Kristensen fra Landbrug & Fødevarer, der er ansvarlig for Kantineprisen.

Liselotte Kira Gregers Andersen tager begrebet friske råvarer så alvorligt, at hun tager sin kollega med i skoven efter bær og vilde urter, som de kan bruge i madlavningen. Derudover er hun altid klar med et godt råd om tilberedning eller råvarer til sine gæster i kantinen, også selvom det skal klares pr. sms efter arbejdstid.
-Liselotte Kira Gregers Andersen brænder med al tydelighed for mad og madlavning. Det viser hun dagligt i den mad, der serveres hos BDO, men også i de projekter hun involverer sig i. I år har hun for eksempel været ambassadør på Store Smagedag, og hun giver råd og vejledning til alle, der spørger, siger Vickie Kristensen.

Bedste dag siden 1992
Det var en jublende lykkelig køkkenchef, der indtog scenen for at modtage sit trofæ, blomster og diplom, som vinder af Kantineprisen 2014.
-Det er den bedste dag, siden vi vandt i 1992, siger Liselotte Kira Gregers Andersen, med reference til Danmarks EM sejr i fodbold.

Og selvom det måske er sagt med et smil på læben, er hun meget glad for prisen.
-Det er simpelthen så fedt. Det er jo noget, man har gået og tænkt på i et halvt år. Det har alligevel fyldt meget, så jeg er kisteglad, siger hun.

For hende er prisen et symbol på alt den glæde, hun får igennem sit arbejde.
-Jeg brænder for mit arbejde - hver dag. Nogle gange vågner jeg om natten, fordi jeg lige har fået en ide til en ret eller en ingrediens jeg vil bruge. Det er det, jeg helst vil lave, og så vinder jeg i dag, det er helt utroligt. Jeg tror, vi skal have bobler på arbejdet i morgen, siger Liselotte Kira Gregers Andersen.

Liselotte Kira Gregers Andersen blev afsløret og hyldet som vinder af Kantineprisen til erhvervets nye store festdag, Fødevaredagen, den 28. oktober i Turbinehallen i Aarhus.


BDO from Landbrug & Fødevarer on Vimeo.

For tiende gang uddelte Landbrug & Fødevarer i dag Kantineprisen til en vinder, der gør det lidt sjovere for medarbejderne at gå til frokost.

Der var skarp konkurrence til det sidste, men efter juryen havde været på hemmeligt besøg hos de fire nominerede, var de ikke længere i tvivl. Årets pris skulle gå til Kristian Madsen, der ene mand står for Rosendahl Design Groups kantinen i Hørsholm. Kantinen drives af Meyer Kantiner A/S.

- Kristian Madsen har virkelig forstået, hvordan man gør en kantine til et sted, hvor man gerne vil spise sin mad hver dag. Med udgangspunkt i dygtigt håndværk tilbereder han mad, der både tilfredsstiller maven og øjet samtidig med, han udfordrer brugerne af kantinen på nye tendenser og råvarer. Man kan tydeligt mærke hans passion for mad på buffeten, siger seniorkonsulent Vickie Kristensen fra Landbrug & Fødevarer, der er ansvarlig for Kantineprisen.

I udvælgelsen af vinderen af årets kantinepris er der lagt vægt på mere end bare god mad. Kantinen skal også vise, at den lever op til temaet ” Måltid med mening” og dermed blandt andet har en holdning til og forståelse for danske råvarer, økologi, bæredygtighed samt evnen til at gribe forandringer og tendenser indenfor den kulinariske verden. Også her lever Kristian Madsens mad og madlavning helt op til temaet.

- Kristian tænker hele vejen fra jord til bord, når han tilbereder mad. Han køber hele dyr og udskærer selv, så alle dele bliver brugt, og der bliver mindre madspild. Han bruger de råvarer, der er i sæson, og han er meget kvalitetsbevidst i sit valg af råvarer. Så man kan klart sige, ati Rosendahl Design Groups kantine bliver der serveret ” Måltid med mening”, siger Vickie Kristensen.

Anerkendelsen betyder meget
Vinderen af Kantineprisen 2013 er meget glad og overvældet over prisen, og ser den som en anerkendelse af sit arbejde.

-Jeg er meget glad for prisen. Jeg forstod det slet ikke, da man ringede og sagde, jeg havde vundet. Jeg forstår det stadig ikke. Jeg ser den som en anerkendelse af det arbejde, jeg laver, og det gør mig stolt, for det må betyde, at jeg gør noget rigtigt, siger Kristian Madsen.

Han har allerede planer om at arbejde endnu hårdere på at give sine gæster i kantinen den bedst mulige oplevelse.

- Vi er i gang med at ansætte en kok mere til kantinen, og vi vil forsøge at sætte niveauet og kreativiteten endnu højere op. Det vigtigste for mig er, at gæsterne får en god oplevelse, når de spiser her, og jeg håber, vi i fremtiden kan gøre den oplevelse endnu bedre end i dag, slutter Kristian Madsen.

Kristian Madsen blev kåret og hyldet som vinder af Kantineprisen torsdag den 31. oktober ved en reception hos Landbrug & Fødevarer på Axelborg i København.

For yderligere information

Kontakt:

Seniorkonsulent i Landbrug & Fødevarer og koordinator for Kantineprisen, Vickie Kristensen, tlf. 33394262, mail: vkr@lf.dk.

Pressekonsulent i Landbrug & Fødevarer, Marie Grabow Westergaard, tlf. 33394235, mail: mgw@lf.dk.   

Kantineprisen 2013 from Landbrug & Fødevarer on Vimeo.

Landbrug & Fødevarer arbejder for at give danskerne fødevarer af højeste kvalitet – også når Danmarks bedste kantine skal kåres.

Bare fordi man går på arbejde, behøver den mad, man spiser ikke at være kedelig – der skal være ’smag med mening’ i maden. Med Kantineprisen slår Landbrug & Fødevarer et slag for mere kreativitet og flere danske kvalitetsråvarer. Vi tror nemlig på, at der er en sammenhæng mellem den mad, vi spiser og vores evne til at præstere, når vi er på arbejde.

Kantineprisen går i år til kantinen hos Horten Advokatpartnerselskab ved Mikkel Karstad. Deres præcise filosofi og stærke holdning til råvarerne ligger til grund for dette. Det gælder ganske enkelt om at have de allerbedste og mest autentiske råvarer, og dem sætter Mikkel og hans team en ære i at finde i det uudtømmelige danske skatkammer af kødudskæringer, grøntsager, kerner, oste og bær.

I Mikkel Karstads kantine insisterer man på at bruge det, der er i sæson i stedet for at vælge det nemme, fordi man jo i dag kan købe alt uanset årstid. På den måde ender oversete superråvarer som havtorn og rosenkål på tallerknen til stor begejstring for kantinens heldige gæster. Men også det gode danske kød, som er resultatet af mange generationers flid og dygtighed, står højt på indkøbslisten.

Det handler ikke kun om at tilbyde det rette antal kalorier og proteiner. Det handler om at udfordre folk, flytte deres grænser, eksperimentere med deres kræsenhed og give dem nogle oplevelser med mad, som de ikke havde forestillet sig eksisterede. Smagen skal give mening, og det gør den i Hortens kantine. Og det er ikke, fordi de andre kandidater i feltet, ikke også er dygtige og visionære. Men Mikkel Karstad og hans team har vist, at det altid kan blive endnu bedre – der er konsekvens i udførelse hele vejen rundt.

Mikkel Karstad og hans team serverer ikke kun frokost. Horten Advokatpartnerselskabs 238 hårdtarbejdende medarbejdere bliver allerede om morgenen trakteret med lækkerier fra Karstads køkken, og den stil fortsætter hele dagen. Så er man f.eks. på arbejde om aftenen, behøver man ikke ringe efter en pizza for at få fyldt depoterne. Måltider af samme høje niveau, hvor der stadig er plads til at introducere nye ideer, serveres hvad enten det er morgen, middag eller aften. Og har man ikke tid til at lave mad, når man kommer træt hjem fra arbejde, kan man endda snuppe en ret med hjem til familien. Og stadig bliver der ikke gået på kompromis.

Selvom det muligvis ikke kan smages, skal ambitionen om bæredygtighed også have rosende ord med på vejen. Således er fredagens menu som udgangspunkt umulig at annoncere på forhånd, for her har de valgt at lave mad fra alle de råvarer, de stadig mangler at få brugt fra ugens løb. Og det behøver der ikke komme kedelige ting ud af. Tværtimod skærper det kreativiteten og opfindsomheden, når opgaven er at holde niveauet ved ren improvisation. Og det gør de. Hver gang. Gode råvarer fortjener altid at blive spist. Hvad enten de ender som syltninger eller som nye udfordrende måltider.

Landbrug & Fødevarer ønsker tillykke med prisen.

Man må sige om vinderen og hans team, at de er forandringsparate og særdeles velovervejede i deres tilgang til råvarer og madlavning. Og så tager de dagligt et medansvar – for den virksomhed og det samfund, de er en del af.

Vi taler om en kantine, der flytter grænser og som oser af kreativitet og menneskeligt overskud. En kantine, der har placeret sig selv helt centralt i forhold til medarbejdernes sundhed, hvor man arbejder på at lave så meget fra bunden som muligt. Én der også har stor succes med at hjælpe travle medarbejdere med deres aftensmad på udvalgte dage.

En kantine med egen urtehave og æbleplantage, og som har en helt særlig forståelse for kød, kvalitet og gode danske råvarer. Derfor aftager kantinen også direkte fra nordsjællandske landmænd. Og alle herlighederne serveres dagligt for 750 spisende medarbejdere:

Hjemmebagt brød fra eget bageri, kød fra de lokale leverandører, suppe én gang om ugen, fisk, pålæg, uimodståelige snacks, sprøde salater, varme og kolde retter, frugtgrød med müsli og masser af økologi.

Altid dybde frem for bredde. De 18 ansatte i køkkenet arbejder nemlig ud fra tesen om, at færre retter giver større variation.

Kantinen hos ATP formår om nogen at inspirere personalet og udvikle sig i tråd med virksomhedens vision. En usædvanlig innovativ kantine der inddrager de ansatte og skaber værdi for alle. Fx har man i perioder sat fokus på velvære og stabilt blodsukker.

Kantinen tager også jævnligt på inspirationsbesøg og sikrer gennem samtaler, at viden og gode ideer bliver omsat i nye tiltag og uddannelsesplaner.

Men det menneskelige overskud stopper ikke der. Kantinen uddanner elever løbende og tager aktivt del i et kommunalt projekt om integration af indvandrerkvinder. Så vi taler om en kantine, som tager et socialt ansvar, der rækker langt ind i samfundet.

Helge Heilskov Kristensen og hans team hos ATP modtager Kantineprisen 2011, fordi de dagligt sætter handling bag holdning, fordi de har placeret kvaliteten og råvarerne i centrum, og fordi de er meget bevidste om deres egen betydning for virksomheden og det samfund, de er en del af.

Kort sagt: Kantinen hos ATP er med til at udvikle branchen og sætte sine tydelige fingeraftryk på fremtidens kantinemad med fokus på den gode smag.

Tillykke!

I Nordsjælland ligger der en kantine, der kan få mundvandet til at løbe på de fleste.
En kantine der har et helt særligt forhold til råvarer, smag og service. En kantine, der har udviklet sin egen unikke stil og kvalitet, hvor alt tilberedes fra bunden og med stor faglig stolthed. Kantinen udfordrer hver dag smagsløgene hos 260 medarbejdere plus møder og større arrangementer.

Det ser ellers svært ud på papiret. Kantinen har nemlig to vidt forskellige typer af brugere. Administrationen og laboratoriet, der er til salater og supper, mens den anden gruppe er håndværkere og lagerarbejdere, der godt kan lide noget, der fylder i maven og måske i virkeligheden mest er til mors kødgryder. Men det er faktisk lykkedes at få begge grupper til at holde af samme buffet, fordi der både er noget der letter og noget der mætter.

Den lokale natur er råvarelager for hovedparten af den mad, der tilberedes
i kantinen. Buffeten tager altid udgangspunkt i årstiderne og gerne med nordiske og lokale råvarer. F.eks. koges der rabarberkompot til wienerbrødet om foråret.

Økologiprocenten er 32, brød og mejeriprodukter er 100% økologiske, de fleste oste er fra små danske producenter og alt kød er dansk. F.eks. Hereford kød fra den lokale kvægavler, der ofte købes som hele dyr
og udskæres og modnes på stedet. Krydderurter af egen avl hentes i urtehaven. Ramsløg, hyldebær, brændenælder, skvalderkål og andre urter plukkes i den nordsjællandske skov.

Men lækkerierne stopper ikke her.
Udvalget i kantinen er et overflødighedshorn af fristelser. Hjemmelavet charcuteri og kolde anretninger, uimodståelige salater, årstidens supper, proteinrige vegetarretter, varme kødretter og ostebræt med hjemmelavet knækbrød, nøddestænger, kager og meget meget mere.

Kærligheden til mad og måske især kundeglad mad, kommer da også tydeligt til udtryk, når kantinens værtinde tager imod til frokost. Hver dag står personalet og skærer for af dagens ret og taler med begejstring med medarbejderne og kunderne om dagens menu. Og så får de fleste da også lige et par gode madråd med hjem.

Kantineprisen 2010 går til køkkenchef Paw Hay hos Biogen Idec, Hillerød, fordi Paw og hans team konstant flytter grænser med de mange smagsindtryk.

De har været eminente til at omsætte nordiske og lokale råvarer til kundeglad mad, der tager højde for medarbejdernes forskellige behov og gør maden til et varmt samtaleemne for hele virksomheden.

Tillykke! I er et forbillede for hele branchen.

Fakta om Kantineprisen:

  • Kantineprisen 2010 blev uddelt af Landbrug & Fødevarer den 7. september 2010.
  • Prisen blev indstiftet i 2004, og det er dermed syvende gang, den er blevet uddelt.
  • De sidste års vindere:
    • 2009: Vestas Technology R&D, Århus.
    • 2008: Produktionsplatformen Syd Arne.

    Landbrug & Fødevarer repræsenterer landbruget og fødevareerhvervet i Danmark. Organisationen er resultatet af en fusion mellem Landbrugsraadet, Danske Slagterier, Dansk Svineproduktion, Dansk Landbrug med Dansk Landbrugs Medier og Dansk Landbrugsrådgivning, samt væsentlige dele af Mejeriforeningens aktiviteter. Landbrug & Fødevarer repræsenterer Danmarks største kompetenceklynge med 150.000 beskæftigede og en samlet eksport på mere end 100 mia. kr. årligt.
     

    Der blæser en stærk og innovativ vind helt ind i kantineområdet i Vestas Technology R&D i Århus. I dag modtog kantinen den eftertragtede branchepris Kantineprisen 2009 ved en stor teaterkonference, hvor fagfolk med tilknytning til hele landets kantiner og storkøkkener mødtes. Det er Danish Meat Association, der står bag både konferencen og kåringen, og der var spænding til det sidste.

    Verdens største vindmølleproducent Vestas stiller ikke blot krav til produktion og forskning i deres udviklingscenter i Århus, de sætter også høje krav til den mad, der bliver serveret for deres medarbejdere og gæster. Kantinechef Kristina Kristensen og hendes 18 ansatte i køkken og kantine går aldrig på kompromis med den gode smag og de sunde råvarer - uanset om der skal gøres klar til morgenmad, frokost eller aftenmøder.

    - For lidt mere end fire år siden valgte vi at lægge stilen helt om her i kantinen, og med hårdt arbejde er det faktisk lykkedes at skabe et langt mere moderne og innovativt spisested. Vores kantine er placeret i et udviklingscenter, og dette skal også gerne afspejle sig i husets kantine og køkken. Vores overordnede fokus er hele tiden at producere det gode brændstof til vores medarbejdere, og derfor er det vigtigt, at vi både sikrer sundheden og den gode smag, siger Kristina Kristensen, Kantinechef i Vestas Technology R&D i Århus.

    Det kan nemlig sagtens lade sig gøre selv om man laver sund og energirigtig mad. F.eks. arbejder køkkenets personale med at nedsætte fedt-, sukker- og saltindholdet i maden ved at fremstille nye og spændende krydderier med smagselementer indenfor salt, sødt, surt, bittert og umami. Kantinechef Kristina Kristensen var ydmyg over for at blive tildelt prisen, men ser det samtidig også som en god mulighed for at gøre opmærksom på, at omstrukturering belønner sig.

    - Kantinen i Vestas Technology R&D i Århus modtager Kantineprisen 2009, fordi de om nogen har sat smagen i centrum, fordi de favner innovation og brænder for at præstere og byde medarbej-derne på noget særligt hver dag. Kantinen indtager en ansvarsfuld rolle i virksomheden, de har store ambitioner og en stærk vilje, der smitter positivt af på resten af husets ansatte, siger chef-konsulent Torben Blok fra Danish Meat Association, der står bag Kantineprisen.

    Hele køkkenteamet fra kantinen i Århus var til stede i Folketeateret i dag da prisen blev uddelt. Til spørgsmålet om hvordan Vestas medarbejdere så fik frokosten serveret på denne torsdag, forklarer Kristina Kristensen, at det i virkeligheden blot har været et spørgsmål om planlægning. Maden er lavet på forhånd, og så har husets serviceteam indvilliget i at passe køkkenet og kantinen på denne særlige dag.

    Fakta om Vinderen:
    Kantinen i Vestas Technology R&D i Århus servicerer dagligt 1200 mennesker, fordelt på 4 kanti-ner, der alle drives af Canteen & Cleaning med Kantinechef Kristina Kristensen i spidsen. Kantinen er placeret i et helt nyt center for global forskning og udvikling, der fortrinsvist arbejder med vindenergi, og er et af de største i hele verden. På trods af at centret først stod færdigt for godt otte måneder siden, så er Vestas allerede nu ved at udvide med flere bygninger for at gøre plads til yderligere 400 medarbejdere i sommeren 2010.

    I 2011 rykker Vestas-topchef, Ditlev Engel, og resten af vindmøllekoncernens topledelse ind i de nye bygninger og Vestas Technology R&D i Århus bliver således det nye hovedsæde. Til den tid vil der være mere end 1.600 mennesker ansat i bygningerne i Århus, og dette bliver bestemt en udfordring for Kantinechef Kristina Kristensen og hendes medarbejdere.

    Kantineprisen 2009:
    Det er sjette gang, at Danish Meat Association uddeler Kantineprisen, som sidste år gik til kantinen på Produktionsplatformen Syd Arne i Nordsøen. Kantineprisen blev overrakt ved et arrangement i dag den 28. maj på FoodServicedagen i folketeateret.dk i København. Vinderen modtog et trofæ, som er skabt af kunstneren Thomas Kolding, der har mange udstillinger bag sig og bl.a. arbejder med malerier, scenografi, installationer og Performance Art.

    Danish Meat Association har uddelt årets kantinepris. Det er femte år i træk at Kantineprisen uddeles, og i år var det produktionsplatformen Syd Arne, der løb med prisen.

    Produktionsplatforme, borebisser og hårdt fysisk arbejde er ikke lige det, man forbinder med sunde fødevarer deriblandt magert kød. Men på produktionsplatformen Syd Arne i Nordsøen har kantinepersonalet sammen med borebisserne taget en fælles beslutning om at omlægge en meget traditionel og til tider fed madkultur til sundere kostvaner.

    Med en sundere livsstil og konceptet "Mad i balance" er det lykkedes at sænke både kolesteroltal og BMI hos borebisserne. Selv "klassikerne" som risalamande og varm kakao laves nu også med fedtfattige alternativer. Ved festlige lejligheder bliver der stadig serveret pølser, men nu i en fedtbegrænset variant.

    - Kantinepersonalet har formået at flytte forståelsen for en sundere livsstil hos alle - også når de er hjemme. Succesen kan ikke mindst tilskrives en positiv og engageret holdindsats fra kantinens tre køkkenhold, der betjener produktionsplatformens mandskab i døgndrift. Køkkenholdene har opretholdt en konsekvent holdning til sunde indkøb, udvalg af råvarer og madlavning. De oser af stolthed, arbejdsglæde og lysten til at gå forrest med en sundere livsstil. Og det smitter, fortæller Jesper Tinggaard, som er den ene af de tre forplejningschefer, der står for driften af kantinen på Syd Arne.

    - Produktionsplatformen Syd Arne får Kantineprisen 2008 fordi de med stort engagement har formået at tilegne sig ny viden på sundhedsområdet, og fordi de kompromisløst har sat sundhed på menuen. De har således forandret en stærk og traditionsbunden madkultur, og skabt dokumenterbare sundhedsresultater for alle kantinens brugere, siger Torben Blok om årets kantineprismodtager.

    Et godt og inspirerende arbejdsklima giver gode resultater. Det kan årets modtager af Danish Meat Associations (DMA) Kantinepris, kantinechef Ole K. Jørgensen, skrive under på. Han blev nemlig indstillet til Kantineprisen af sit eget personale.

    Ole havde opfordret sit personale til at indstille sig selv, da de efter hans mening var oplagte kandidater til prisen. De tog ham på ordet. Og selv om det er chefen som modtager prisen, så understreger Ole, at det er hele holdet, som har vundet.

    Til daglig leder Ole kantinen i Morgenavisen Jyllands-Postens hovedkvarter i Viby J., hvor han sammen med sine otte medarbejdere servicerer omkring 250 mennesker.

    Kantinechef Ole K. Jørgensen

    Kantinen har åbent fra 6.00 til 19.30 på hverdage, og udover en stor og velassorteret buffet, serviceres også møder i bladhuset, ligesom der produceres kold mad til kantinens automater til de ansatte, som skal have stillet sulten udenfor åbningstid og i weekender.

    Fedtfattig energimad
    Ole K. Jørgensen og hans team af kokke, catere, og køkkenassistenter har en klar målsætning om, at maden skal være sund og fedtfattig. I Kantinens værdigrundlag står: "Kantinens målsætning for madlavning er, at lave en generel fedtfattig og sund kost, som også bliver tilberedt med så lidt fedt som muligt. Vi kalder det energimad".

    - Vi er meget fokuserede på sund mad og motion, både af hensyn til velbefindendet og for at undgå livsstilssygdomme. Men vi missionerer ikke - vi vil hellere få kunderne til at trække på smilebåndet end løfte fingeren over for dem, siger Ole.

    Events
    Samtidig prioriterer Ole og hans ansatte fornyelse og ideer højt - det skal være en god oplevelse af spise i kantinen. Ikke kun når det gælder maden, men også den sammenhæng, der spises i.

    Det kommer bl.a. til udtryk i events og temadage i kantinen. Da kronprinsen og Mary blev gift, var der temadag med australsk mad på menuen: "Dare Devil chiligryde med emu", "Scuba Diver Salad af pasta og skaldyr", "Papaya Relish Salat" og "Kiwimousse".

    Et andet eksempel var en "Magasinmenu" i forbindelse med avisens lancering af det første af en række nye avismagasiner. Her kunne kunderne prøve otte fedtfattige retter, som var navngivet efter de nye magasiner, f. eks. "Sport" i form af en Kipketer-kyllingeret, "Kultur" som en lækker Cæsars salat, og "Guide" i form af en biografmenu.

    I løbet af året er der også nogle faste temaer, bl.a. en grilldag om sommeren, hvor der grilles kylling, svin, oksekød og fedtfattige pølser i kantinens hyggelige gårdhave, og en julefrokost med både traditionelle retter og overraskelser. Desuden står kantinen for bespisningen af avisens personale i forbindelse med deltagelsen i det årlige motionsløb DHL Stafetten.

    Den sunde linje er også fællesnævner for de to områder, Ole og hans team vil lægge særlig vægt på i år.

    Det ene gælder kostens betydning for immunforsvaret, hvor de med skilte på buffeten vil fortælle om de gavnlige ingredienser og krydderier i de forskellige retter.

    Det andet er kost og motion i forlængelse af Kommuners Landsforenings kampagne "Gang i Danmark", som fokuserer på kost, rygning, alkohol og motion, for at få danskernes gennemsnitslevetid hævet. Det er endnu ikke besluttet, hvad der konkret skal ske, men det kan blive i form af en "cykel-event" til efteråret, hvor arbejdspladsen deltager i kampagnen "Vi cykler på arbejde", eller en "Menu Marselis" i ugen op til det store motionsløb, Marselisløbet.

    Kæmper for cater elever
    I Jyllands-Postens kantine er det en fælles målsætning at gøre cater-uddannelsen mere attraktiv. Alle unge ved, hvad en kok er, mens cater-uddannelsen er mindre kendt. Men står det til Ole K. Jørgensen og hans personale, skal det mindst være lige så cool at være cater. Ole benytter derfor altid lejligheden til at reklamere for cater-uddannelsen ved erfagruppemøder, på skoler og andre steder, hvor det er muligt.

    Dialog
    Dialogen med kunderne i kantinen prioriteres højt. Både i dagligdagen ved at snakke med folk, samt mere formaliseret i form af et kantineudvalg. Desuden er der en idékasse, hvor brugerne kan komme med forslag til nyt eller ændringer. Synlighed er et nøgleord. Derfor spiser kantinepersonalet ofte sammen med gæsterne i kantinen - for i Jyllands-Postens kantine kommer ikke "brugere" eller "kunder", men "gæster".

    At brugerne sætter pris på kantinen er der ingen tvivl om. Den flotte og gennemtænkte buffet bliver brugt flittigt af bladhusets mange forskellige personalegrupper. Et meget konkret eksempel på deres tilfredshed fik kantinens personale, da de modtog en nyindstiftet pris, "Humørprisen", ved en stor personalefest.

    Kantineprisen uddeltes dengang af Danish Meat Association (DMA). I dag står Landbrug & Fødevarer bag prisen. Den gives til en kantine, der gør noget ud over det sædvanlige. Det kan være frokost i det grønne, børnedag eller noget helt tredje. Det vigtigste er, at det er et tiltag, man ikke forventer i kantinen. I 2007 er der lagt særlig vægt på, at modtageren er kvalitetsbevidst og gør kunderne glade, udviser mod, stolthed, indsigt og jernvilje i dagligdagen, samt er ambassadør for nytænkning og udvikling i kantinebranchen. Kantinechef Ole K. Jørgensen lever til fulde op til disse krav, og udover hæderen og æren modtog han som årets kantineprisvinder en skulptur af kunstneren Louise Hindsgavl samt en studierejse til Thailand. 

     Forestil Jer et øjeblik en frokostpause. Maveuret har rumlet op til flere gange. Og man ser frem til en halv time i fred og ro. Men hvor mange af os må ty til en helt almindelig kantine, så går de ansatte på NESA på restaurant.

    Her blandt grønne træer, rislende springvand og ovenlys ad libitum bliver de mødt af en flot og varieret buffet af fedtfattig, sund og ernæringsrigtig mad. Ved den ene langside står to kokke klar til at lynstege i wok og skære for. Bageren har sørget for friskbagt brød. Frugtkurvene bugner. Og så har vi faktisk ikke engang hørt grunden til, at netop denne kantine får årets pris.

    Den skyldes nemlig ikke kun omgivelserne og maden, men den måde man bliver mødt på. Hos Per Jakobsen og hans stab er det entusiasmen, der driver værket. Man føler sig simpelthen velkommen som på en 5-stjernet restaurant. Forskellen er, at her kan man møde op i arbejdstøj og få mad til priser, der holder sig inden for hverdagsbudgettet.

    NESAs personalerestaurant vil sine gæster. Også uden for frokostpausen. Hvert år holder man adskillige temauger og markedsdage, hvor leverandørerne stiller op med alskens delikatesser, man kan lade sig friste af. Til højtiderne kan man f.eks. få en jule- eller påskekurv med hjem. Og hver dag kan man bestille dagens ret inden kl. 12 og få den pakket, så familien derhjemme også kan smage med.

    NESA har mange montører, som er på farten. De er ikke glade for at forlade personalerestauranten. Men savnet mildnes af de lækre madpakker, man kan få med som en kærlig hilsen fra køkkenet.

    Med 3 kokkeelever og en caterelev viser NESAs personalerestaurant også, at man tænker på fremtiden. Og jo flere elever, der får mulighed for at arbejde i en rigtig god personalerestaurant, jo højere bliver standarden i branchen generelt. Vi er glade for, at I husker at få spredt de gode principper!

    Én gang om året gør NESAs personalerestaurant noget meget usædvanligt for en restaurant. De holder nemlig Åbent Køkken. Det betyder, at gæsterne bliver ledt gennem hele køkkenet, når de henter mad. Det giver et godt indblik i, hvordan køkkenet arbejder og skaber nærhed. En rigtig god idé som hermed er givet videre.

    Kantineprisen 2006 går til en personalerestaurant, der på alle måder har sat nye standarder for madglæde, service og nærvær. Det er en fornøjelse at overrække prisen til jer!

    Når de ca. 1000 medarbejdere i Jyske Banks hjemsted spiser frokost, er maden i hård konkurrence. Kantinen har nemlig en af landets bedste udsigter med frit vue over Silkeborg Søerne. "Søstjernen" er placeret helt oppe på toppen af bygningen - og madniveauet ligger heldigvis i samme høje luftlag. Faktisk er dagens menu i kantinen den mest læste side på bankens intranet.

    Opskriften er "energimad til krop og sjæl". Og bag den gemmer der sig lækre og lette retter, der ikke bare gør mæt men også glad og energisk. Når man kommer tilbage efter frokostpausen, skal man være fuld af friske kræfter. Og skulle energiniveauet falde i løbet af eftermiddagen, kan man passende supplere op fra de fristende frugtvogne, der bugner af vitaminer til fri afhentning.

    Men ét er selve maden, noget andet er stemningen. Søstjernen er et sted, hvor man mødes og har en god oplevelse. Køkkenet er åbent, og madteamet gør meget ud af at være ansigt til ansigt med dem, som skal have stillet sulten. Det handler om respekt. Og derfor er det vigtigt at lytte til "kunderne", som Jane Benberg og hendes team kalder de spisende kolleger.

    Selv om det går bedre end godt, har madteamet i Søstjernen fortsat ambitioner. I år har man f.eks. indledt samarbejde med Kostkompagniet for at gøre maden endnu mere lækker og vitaminrig. Og det giver også lidt ekstra energi til sammenholdet.

    Søstjernen får Kantineprisen for sin høje kvalitet, sit gode sammenhold og sin vilje til at nå endnu videre. For selv om man allerede bor på toppen, kan man godt stræbe efter at komme endnu højere op. 

    Hver dag tilbereder danske kantiner en million måltider. Det betyder, at en femtedel af landets befolkning hver dag spiser deres frokost i en kantine. Derfor er der al mulig grund til at hylde de kantiner, der gør op med gamle fordomme om kantinemad.

    22 af dem har været nomineret til Danske Slagteriers første Kantinepris, og vinderen er blevet kantineleder Hanne Kristensen og hendes personale i kantinen på reklamebureauet Republica i Albertslund.

    De får prisen for deres sans for delikat enkelhed og god service. Der er hvide stofduge på bordene og maden er anrettet smukt, uden at noget virker overpyntet.

    Hver dag bliver der serveret 10 nye varme og kolde retter baseret på årstidens friske råvarer. Sundhed og fedtprocenter er vigtige ingredienser i en god buffet, mener kantinen. Derfor har omkring halvdelen af menuen en fedtprocent på max. 30.

    På kantineleder Hanne Kristensens kontor er der efterhånden opbygget en hel væg af kogebøger, madmagasiner og ugeblade, og de bliver flittigt brugt for at variere tilbudene til de spisende gæster. De ansatte har også været på flere studierejser rundt i Europa, ligesom de er flittige deltagere på kurser herhjemme. For mottoet er, at "det er vigtigt at forny sig".

    Om sommeren bliver der pakket madkurve og serveret frokost ved søen. Eller der bliver grillet på terrassen. Også festerne tager kantinens personale sig kærligt af. F.eks. har Hanne Kristensen serveret dessertpandekager, mens hun sad bag på Henrik Boserups motorcykel.

    Der er med andre ord tale om en kantine, der på alle måder tager både sig selv og sine gæster alvorligt. Og det fortjener den al mulig ros for! 

    Anders Nicolajsen

    Chefkonsulent, gastronomi og foodservice

    +45 5364 5853


    Jane Korsgaard

    Jane Korsgaard

    Afdelingskoordinator

    +45 2552 3091