I dette hæfte har vi samlet en perlerække af opskrifter med økologiske bønner, linser og ærter, som alle er sunde og nemme at gå til. De indeholder alle friske eller tørrede bælgfrugter og er derudover fyldt med lækre krydderurter, krydderier og sprøde grøntsager. De er fulde af farver, og der bør være en ret for enhver smag! Ud over dejlig smag og konsistens tilfører bælgfrugterne retterne protein, kostfibre, vitaminer og mineraler. Læg dertil, at bælgfrugter er en miljøvenlige, bæredygtige fødevarer: et klimavenligt alternativ til kød, som kan nydes med god samvittighed. Glæd dig til at komme i gang med opskrifterne, som alle er udviklet af kok og opskriftsudvikler Inger Kjærgaard i samarbejde med Byens Mad i Odense, Bispebjerg Hospital og Metodik og Smag.
Opskriftshæftet er udgivet af Økologisk Landsforening i projektet ”Økologiske proteinafgrøder til klimavenlig human ernæring”, som er støttet af Promilleafgiftsfonden for Landbrug.
God fornøjelse!