Christiansborg

Ny stor rapport foreslår ændringer i offentlighedslov og dialog mellem journalister og embedsfolk

Efter flere års analyser er Djøf’s uafhængige ekspertudvalg kommet frem til en række anbefalinger til bedre samspil på Christiansborg

Større tillid mellem medier og embedsfolk og en revideret offentlighedslov, der giver større åbenhed.

Det er to af de konkrete forslag, det såkaldte Dybvad-udvalg er kommet frem til for at styrke måden, rollerne og magten udøves på mellem folketingspolitikere, ministre, embedsværk og medier.

”Vi lægger ikke op til at revolutionere den måde, det politiske og administrative system arbejder på i Danmark. Vores forvaltningsmodel er internationalt anerkendt og grundlæggende velfungerende,” siger Karsten Dybvad, tidligere departementschef i Statsministeriet og formand for udvalget, i en pressemeddelelse.

Der er tale om et uafhængigt ekspertudvalg, som fagforeningen Djøf har nedsat for at pege på konkrete forslag, der skal forbedre samspillet mellem de forskellige aktører på Christiansborg.

”For os har det været afgørende at komme med nogle konkrete forslag til greb, som Slotsholmen kan begynde at dreje på allerede i morgen. Det er forslag, der vil have stor effekt på kvaliteten og transparensen af de politiske beslutninger. Jeg håber, at regeringen og Folketinget tager godt imod vores forslag,” siger Karsten Dybvad.

Berører medier og offentlighedslov

Udvalget er kommet frem til otte konkrete forslag, som blandt andet handler om at sikre, at politiske beslutninger er lovlige samt øge gennemsigtighed i vigtige beslutningsprocesser.

Særligt to af forslagene handler om medier og journalisters rolle på Christiansborg. Udvalget peger for eksempel på en voksende tillidskrise mellem embedsfolk og journalister.

Derudover er et centralt punkt offentlighedsloven, der med udvalgets ord på ”nogle områder har ført til en uhensigtsmæssig lukkethed om de politiske beslutningsprocesser i centraladministrationen og ikke er udtryk for en passende balance mellem på den ene side det grundlæggende princip om offentlighed i forvaltningen og på den anden side de beskyttelsesinteresser, som begrunder, at der kan gøres undtagelser i retten til aktindsigt”.

Offentlighedslov bør ændres

Dybvad-udvalget foreslår, at offentlighedsloven bliver revideret. Blandt andet foreslår udvalget en genovervejelse af ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen.

”Det kan i den forbindelse overvejes, hvordan princippet om meroffentlighed kan tillægges større betydning, ligesom det kan overvejes, hvordan myndighederne kan tilskyndes til i højere grad klart at adskille faktiske oplysninger fra politiske overvejelser mv.,” står der i rapporten.

”Formålet med en ændring er ikke at gribe ind i behovet for fortrolige, politiske drøftelser, men at sikre indsigt i de faktiske oplysninger, der ligger til grund for de politiske beslutninger. En sådan ændring vil efter kommissionens vurdering kunne øge adgangen til aktindsigt og sikre legitimitet omkring de reviderede regler,” fortsætter den.

Her er forslagene til offentlighedsloven

  • At der iværksættes en proces med henblik på ændring af offentlighedsloven, således at bl.a. anvendelsesområdet for lovens § 24 (ministerbetjeningsreglen) og § 27, nr. 2 (folketingspolitikerreglen), begrænses. I den sammenhæng kan der også være grund til at se nærmere på, om offentlighedslovens § 28 om udlevering af bl.a. faktiske oplysninger i tilstrækkelig grad sikrer åbenhed om grundlaget for politiske beslutninger.
  • At it-systemerne i centraladministrationen indrettes på en sådan måde, at de sikrer effektiv journalisering og i relevant omfang opbevaring af SMS-beskeder mv.
  • At ministerierne sikrer, at aktindsigtssager behandles rettidigt, herunder om nødvendigt afsætter flere ressourcer

Dialog for bedre tillid

Dybvad-udvalget foreslår, at der bliver indledt ”en formaliseret dialog på højt niveau” mellem parterne for at skabe bedre tillid mellem medier og embedsfolk.

”Det er op til parterne at vurdere, hvem der nærmere skal deltage i en sådan dialog, men det vil bl.a. være hensigtsmæssigt, at Dansk Journalistforbund og Danske Medier efter behov kan indgå med henblik på at sikre, at dialogen tager højde for og kommunikeres til de forskellige medier og journalistgrupper, som den vedrører,” står der i rapporten.

I rapporten fremhæves seks emner, der kan diskuteres i det forum:

  • Principper, der kan sikre, at fagmedarbejdere i embedsværket i højere grad bliver tilgængelige for medierne, herunder principper for mediernes direkte adgang til fagmedarbejdere. I den forbindelse kan det diskuteres, om kontaktoplysninger på udvalgte fagmedarbejdere i ministerierne bør gøres tilgængelige for medierne.
  • Principper for dialogen mellem embedsværket og medierne i forbindelse med behandling af aktindsigtssager, herunder om fokusering og formulering af aktindsigtsanmodninger med henblik på hurtigere og mere effektiv sagsbehandling. I den forbindelse kan det diskuteres, hvordan der mest hensigtsmæssigt kan etableres f.eks. relevante kurser.
  • Principper for samarbejdet i relation til deadlines med henblik på, at der i det daglige arbejde sikres ministerierne tid til at besvare henvendelser fra medierne inden for rammerne af de presseetiske regler. Der vil som opfølgende skridt på en sådan dialog efter behov kunne etableres permanente netværk, hvor journalister og ansatte i centraladministrationen mødes med henblik på at dele viden og opnå indsigt i hinandens arbejdsgange. Et sådant netværk vil f.eks. kunne etableres mellem chefredaktører og departementschefer med inspiration i Mediernes Kontaktudvalg, som blev oprettet i forlængelse af Medieudvalgets betænkning fra 1995 om de elektroniske medier. Der vil også kunne etableres netværk mellem medlemmer af Dansk Journalistforbund og Djøf. Opsummering af udvalgets anbefalinger under dette hovedpunkt:
  • At repræsentanter for embedsværket og medierne indleder en formaliseret dialog på højt niveau om, hvordan parternes samarbejde kan forbedres.
  • At der sikres bedre adgang for medierne til fagmedarbejdere i ministerierne.
  • At der sikres bedre samarbejde om behandling af sager om aktindsigt.
  • At der i det daglige arbejde og i lyset af de presseetiske regler sikres ministerierne tid til at besvare henvendelser fra medierne.

0 Kommentarer