Man kan ikke undgå ilt-svind bare ved at reducere N-udledningen.
Det kan meget vel være skønne spildte kræfter, når landbruget skal reducere udledningen af kvælstof for at forbedre vandmiljøet, for det er slet ikke sikkert, det får den effekt, som er meningen – mindre iltsvind. Det mener Flemming Møhlenberg, chefbiolog hos DHI, der er et verdensomspændende dansk firma, som rådgiver om vandforhold. Grunden til, at det stort set ikke batter noget ude i havet, når landmændene udlægger randzoner og sparer på gødningen er, at ca. 80 procent af kvælstoffet i Kattegat og Bælthavet kommer fra de omgivende farvande og kun knap seks procent kommer fra landbruget. Det danske bidrag er otte procent, når man inkluderer de to procent, der regner ned. Cirka seks procent kommer fra vandløbene, men 40 procent af det kvælstof, der er i de danske farvande, kommer fra Østersøen og andre 40 procent fra Skagerrak.
»Det kan vi ikke umiddelbart gøre noget ved,« siger han.
»Målingerne viser, at kvælstoffet fra land ikke har ret stor betydning i de ydre dele af fjordene. Kun allerinderst inde, hvor der ikke er så stor vandudskiftning, har kvælstof fra vandløbene betydning, men hvor meget, det er, kommer an på fjordens udformning.«
»Nej, kvælstof er ikke giftigt i sig selv. Kun hvis det fører til iltsvind, fordi det fører produktion af organisk stof med sig. Mange steder er der ingen problemer. Men det der fører til iltsvind er især meteorologiske forhold, som vi alligevel ikke kan påvirke. En god sommer med høje temperaturer og kun lidt vind fører til iltsvind, fordi vandet ikke bliver pisket rundt.«
»Vi ved, at sommertemperaturerne er gået op, og vi kan se, at der er mindre vind om sommeren end for 20 år siden. Derfor er det nærliggende at spørge, hvad dette betyder for iltsvind i fjordene. Der er brug for at få gjort den reelle betydning af vejret op, før man laver nye tiltag. Selv uden landbrugsproduktion ville vi stadig kunne opleve iltsvind.«
»Man kan betragte Skagerrak som en stor flodudmunding, hvor Østersøen er floden. Når det lette brakvand fra Østersøen løber ud i overfladen, presses tungere saltvand fra Nordsøen ind i bunden og løber langsomt mod syd. Når det tunge saltvand kommer ind, er det iltholdigt, men når det når ned til Bælthavet i løbet af nogle måneder, er iltindholdet faldet, og der er risiko for iltsvind. Det miks af vand, der kommer, kan også være forskelligt. Nogen gange indeholder det mere organisk stof end andre og er varmere, så der kommer iltsvind, hvis ikke vinden blander det op. Det har landbruget ingen indflydelse på.«
»Efter 22 år med vandmiljøplaner og reduktion af kvælstof har fjordene ikke fået det markant bedre. Jeg tror, at myndighederne skal være langt mere differentierede og fokusere på at gøre noget, der hvor det nytter - i stedet for bare at smøre lidt ud over det hele, f.eks. koncentrere indsatsen i de fjorde som er mest sårbare.«
