Hun droppede det offentlige, steg i løn og fik arbejdsglæden tilbage

Arbejdsglæde og fleksibilitet har erstattet søvnbesvær og hovedpine for Maliha Birgitte Thisted, efter at hun forlod sit faste job som sygeplejerske.

Manden kan mærke det. Hunden kan mærke det.

Maliha Birgitte Thisted kan i den grad selv mærke det.

Efter at hun skiftede det faste job som sygeplejerske i akutmodtagelsen på Glostrup Hospital ud med en tilværelse som vikar gennem et privat vikarbureau, er hverdagen forandret.

Hun arbejder mindre og tjener mere. Men det er egentlig ikke det vigtigste.

Hovedpinen er forsvundet, det samme er de irritable udbrud, og så sover hun godt om natten.

- Jeg har det simpelthen bedre. Jeg har fået et større overskud, og jeg er mere glad, siger Maliha Birgitte Thisted.

Jeg var altid træt, irritabel, let opfarende og havde både hovedpine og søvnbesvær

Maliha Birgitte Thisted, sygeplejerske

Hun oplever, at den stress, der hele tiden lå lige under overfladen, både når hun var på job og derhjemme, er forsvundet.

- Nu har jeg en hverdag, hvor jeg holder fri, når jeg holder fri. Jeg har ikke den der: "Ej, i dag er der kun tre i aftenvagt, hvor der skulle have været fem". Jeg har en hverdag, hvor jeg ikke møder op med den her anspændthed og ondt i maven, forklarer hun.

Men det var ikke nogen nem beslutning for Maliha Birgitte Thisted at sige farvel til det offentlige. På mange måder var hun glad for jobbet, men signalerne fra hendes krop var ikke til at tage fejl af.

- Jeg fungerede egentlig fint nok på mit arbejde, men ikke privat. Jeg var altid træt, irritabel, let opfarende og havde både hovedpine og søvnbesvær, fortæller Maliha Birgitte Thisted.

I dag arbejder hun udelukkende som vikar.

En generel tendens

Maliha Birgitte Thisted er blot én blandt mange sygeplejersker, der de seneste år har valgt at forlade det offentlige for i stedet at arbejde i et privat vikarbureau.

En gennemgang af regionernes udgifter til eksterne vikarer i sundhedssektoren, blandt andet til sygeplejersker, viser, at udgifterne fra 2019 og frem til i dag er steget med 28 procent. I år nærmer det sig 900 millioner kroner.

Det er en helt klassisk situation. Når lønnen i vikarbureauerne er væsentligt bedre, så lokker det mange

Grete Christensen, Dansk Sygeplejeråd

Ifølge Dansk Sygeplejeråd er der primært to grunde til, at mange sygeplejersker de seneste år har valgt de private vikarbureauer frem for det offentlige: Løn og arbejdsvilkår.

- Det er en helt klassisk situation. Når lønnen i vikarbureauerne er væsentligt bedre, så lokker det mange til at tage ekstra vagter der eller til udelukkende at arbejde som vikar, siger Grete Christensen, formand i Dansk Sygeplejeråd.

Netop lønnen var også omdrejningspunktet i sygeplejerskestrejken sidste år, der endte med et politisk indgreb. Der blev altså ikke mere i lønningsposerne til sygeplejerskerne, men der blev nedsat en lønkomite, der ventes at være færdig ved udgangen af i år.

Grete Christensen understreger dog, at også de øvrige arbejdsvilkår spiller en stor rolle.

- Vi har gennem mange år oplevet, at sygeplejersker har ønsket at få større indflydelse på, hvordan og hvornår de arbejder. De vil gerne selv være med til at bestemme og have indflydelse på, hvordan de kan få deres liv til at hænge sammen med et arbejde som sygeplejerske, siger hun.

Her er der ifølge Grete Christensen mange sygeplejersker, der oplever, at de har langt større indflydelse på deres arbejdsliv, når de arbejder som vikarer. Flere føler simpelthen, at balancen mellem arbejdsliv og privatliv bliver bedre.

- Som sygeplejerske er man indstillet på, at man har skiftende vagter, og at der kan være perioder med ekstra belastning og med behov for ekstra fleksibilitet. Det kan man holde til i en periode, men det er blevet en permanent tilstand, og det får mange til at forlade faget totalt eller rykke over i vikarbureauerne, siger Grete Christensen.

Sover godt om natten

Det kan Maliha Birgitte Thisted nikke genkendende til – og hun kan også mærke det rent fysisk.

Hendes hverdag i dag er markant anderledes, end den hun kendte som fastansat sygeplejerske på akutmodtagelsen. Hun arbejder mindre, har større fleksibilitet, og så er lønnen en helt anden.

- Jeg havde jo ikke lyst til at give det at være sygeplejerske op, men jeg havde lyst til at få mere ro i min hverdag. Jeg havde lyst til at få glæden ved faget tilbage. Og det har jeg fået, siger hun.

Nu har jeg en hverdag, hvor jeg holder fri, når jeg holder fri

Maliha Birgitte Thisted, sygeplejerske

Den seneste lønseddel fra vikarbureauet viser, at hun har haft ti vagter, heraf fire nattevagter. Hun har fået udbetalt cirka 30.000 kroner. Det er mere, end hun ville få på fuld tid som fastansat sygeplejerske i det offentlige.

Selvom der også er pres på som vikar, og bemandingen ofte er for lav, så stresser det ikke Maliha Birgitte Thisted på samme måde som før.

- Jeg tror, det handler om, at jeg ikke på samme måde føler ejerskab og tager ansvar. Jeg følte et større ansvar som fastansat. Jeg kunne til sidst ikke se mig ud af det, forklarer hun.

Drømmer om at vende tilbage til det offentlige

Hun kan derfor ikke forestille sig at skifte tilbage igen. I hvert fald ikke som tingene er lige nu. Men det betyder ikke, at hun ikke savner tilværelsen som fastansat sygeplejerske med en fast arbejdsplads og faste kolleger.

- Jo, jo, jo. Det gør jeg. Er du sindssyg. Det gør jeg, lyder det prompte.

Hun vil allerhelst arbejde i det offentlige. Det var det, hun drømte om, da hun uddannede sig til sygeplejerske. Og det er stadig drømmen.

Hun er derfor også glad for, at der politisk lægges op til ændringer, der skal gøre det mere attraktivt at arbejde på landets hospitaler.

- Det, der skal til for at få mig tilbage på en fast afdeling, er en velvilje fra politisk side om at løse de udfordringer, der er i sundhedsvæsenet i forhold til lønninger, bemanding, patientsikkerhed, siger hun.