Efter et år fik sygeplejersken statsministeren i tale, men nu venter hun på et klart svar

Sygeplejerske Bente Alkærsig Rasmussen har ventet et år på at få statsmisteren i tale. Det har hun fået. Nu må hun vente på et klart svar.

På torvet i Silkeborg 14. marts sidste år var Bente Alkærsig Rasmussen klædt i rødt side om side med de andre demonstrerende sygeplejersker, da statsminister Mette Frederiksen (S) gik forbi.

Her var hendes chance.

- Hej Mette! Vi er jo en masse sygeplejersker her i dag, fordi vi gerne vil have dig i tale, sagde Bente Alkærsig Rasmussen.

Et år senere stiller statsministeren op

Konflikten og utilfredsheden var dengang stor, for sygeplejerskerne fik uretfærdigt lidt i løn, mente de, men den skulle vise sig at blive større. Tre måneder senere udløste det en strejke.

Dengang fik Bente Alkærsig Rasmussen ikke svar. Statsministeren henviste til den danske model, og det var det.

Tirsdag fik sygeplejersken imidlertid chancen igen, da hun møder Mette Frederiksen.

- Nu er der gået et år, siden vi var i konflikt. Hvis du bliver statsminister igen, kunne jeg godt tænke mig at høre, om du vil sikre, at sygeplejersker får en højere grundløn set i forhold til deres lønefterslæb og udviklingen i samfundet? spørger Bente Alkærsig Rasmussen.

Giver ingen løfter

- Ja, og nej, svarer Mette Frederiksen og fortæller, at det kræver lidt forklaring.

Sundhedsvæsenet er under ekstremt pres, og der er massiv mangel på personale. I en tv-debat i begyndelsen af september fortalte statsministeren, at hun nu var åben for at se på, om løn er en del af løsningen.

Dengang ønskede Mette Frederiksen ikke at komme nærmere ind på, hvem i sundhedsvæsenet der i så fald skal have mere i løn.

Det gør hun heller ikke tirsdag aften.

- Jeg kommer ikke til at stå i valgkampen og sige, at én gruppe skal have mere i løn. Men vi anerkender, at løn og arbejdsvilkår er en del af den samlede løsning, der skal til for vores velfærdssamfund, siger hun.

Et fag i krise

Der er mange usikkerheder forbundet med at opgøre den generelle løn for sygeplejersker i Danmark. Sidste år foretog TV 2 en beregning af medianlønnen, for at komme spørgsmålet nærmere.

Den lå på 39.961 kroner for sygeplejerskearbejde. Den beregning kan man læse mere om her. Et af de store problemer ifølge formand for Dansk Sygeplejeråd (DSR), Grete Christensen, var dog, at sygeplejerskernes havde et lønefterslæb på 15 til 20 procent.

Sundhedsvæsenet er i krise, påpeger Bente Alkærsig Rasmussen, og det er svært at rekruttere sygeplejersker. Mange forlader faget for at blive vikar, og dem, der er tilbage, har det "virkelig hårdt".

- Så du kan ikke love på forhånd, at sygeplejerskerne bliver tilgodeset? spørger Bente Alkærsig Rasmussen statsministeren.

Til det er svaret nej.

- Jeg synes ikke, det er politikernes opgave at sige, at lige netop den gruppe skal have mere i løn. Jeg anerkender løn som en del af løsningen. Jeg tror også, at vi skal kigge på uddannelserne og vikarerne, siger Mette Frederiksen.