Mille Lehfeldt: ”Vi vidste, at det næste, der sker, det er, at vi ikke har ham mere”

Skuespiller Mille Lehfeldt mistede sin elskede far, skuespiller Stig Hoffmeyer, i november 2022 efter et langt sygdomsforløb. Og den angst, der er forbundet med, at et menneske, man elsker, går igennem et langt sygdomsforløb, tærer.

Det fortæller hun i et stort interview til ALT for damerne uge 13.

”Man er jo ikke den eneste i verden, der oplever sådan et forløb, men alligevel er man alene. Det er jo også det, sorg er. Sorg er så ensomt. Min far var syg i flere år, og han døde af en prostatakræft, der havde spredt sig. Det var en voldsom tid. Man tager ikke noget for givet, når der er tale om alvorlig sygdom, men man ved jo ikke, hvordan det vil udvikle sig, og derfor kan det alligevel ende med at komme bag på en, når det så pludselig går stærkt.

Jeg havde selv enormt travlt med arbejde, og det er noget underligt noget, når livet rammer en, samtidig med at det skal gå videre og leves. Jeg oplevede, at folk omkring mig var enormt søde, og opgaver blev sat på pause, men samtidig kunne jeg også mærke, at folk ikke kunne vente for evigt på mig. Jeg var utroligt glad for, at jeg faktisk tog mig tid og ro til at være der for min far i den sidste tid, hvor han kom på hospice.”

Hvor længe var han der?

”Det kan jeg faktisk nærmest ikke huske. Det var længe. Også længere, end vi forventede. Og i den tid går man jo og er i sådan en ventesorg. Og ventesorgen … Den var sgu hård, altså. Vi vidste, at det næste, der sker, det er, at vi ikke har ham mere. At vi ikke skal være sammen mere. Samtidig kan man ikke forstå det, for man har jo stadig ”sit menneske” hos sig.

Man har en varm hånd. Et hjerte, der banker. Man kan ikke forestille sig, hvordan det vil være, når det pludselig ikke længere er sådan. Man prøver at forberede sig lidt. Og man venter. Og venter. Men det er så uvirkeligt. Det var en ubærlig tid, og samtidig var vi også underligt taknemmelige over, at vi fik den tid. Der er mange måder, man kan dø på, og hvis det sker meget pludseligt, står de efterladte tilbage med et kæmpe chok. Her var der jo en form for forberedelse. Det var som et chok i slowmotion. Men selvom vi havde haft tid til at vænne os til tanken, føltes det alligevel som et frit fald, da min far døde.”

Frygten for at glemme

Efter sin fars død forsøgte Mille Lehfeldt at slippe sorgen i perioder for ikke at lade sig opsluge fuldstændigt af den, som hun kunne gøre nogle gange. For hun var bange for, at fjernede hun sig fra sin sorg, ville hun også fjerne sig fra sin far, fortæller hun.

”Det er fint at mærke sin sorg, men sorgen må ikke blive altopslugende. Så bliver den alt for svær, og til sidst kan man ikke finde ud af, hvad der er hvad. Har man i virkeligheden en depression? Er det blevet noget psykisk? Jeg kunne selv mærke, at jeg var ved at komme så meget ud af kontrol, at jeg puttede mig ind i sorgen. For inde i sorgen kunne jeg mærke, at jeg var i kontakt med min far. Og jeg kunne mærke, at jeg pludselig var bange for, at jeg ville fjerne mig fra ham, hvis jeg ikke var i min sorg hele tiden.”

At du ville glemme ham?

”Måske ikke direkte glemme ham, men han ville ikke være lige så stærkt i min bevidsthed, hvis jeg ikke var inde i kernen af min sorg hele tiden. Så jeg turde nærmest ikke slippe sorgen, for ville jeg så også slippe ham? Ville han forsvinde for mig hen ad vejen, hvis jeg ikke var i min sorg?”

Læs hele interviewet med Mille Lehfeldt på linket nedenfor, hvor hun fortæller mere om forholdet til sin afdøde far, om det tætte forhold til sin mor og om, hvordan dét, at miste en man elsker, ændrer én som menneske.