Et nyt datingprogram på DR3 har fået en usædvanlig hård start.

Allerede inden premieren på søndag har 'Matchet på Mælkevejen' nemlig mødt kritik.

Det skyldes de tekster, der har præsenteret programmet, der handler om at matche folk ud fra deres stjernetegn, ascendanter og placeringer af sol, måne og planeter i forhold til deres fødselstidspunkt.

Kritikken startede ved Morten Elsøe, der er videnskabelig sundhedsekspert – og som også har figureret som sådan i flere DR-programmer som 'Debatten' og 'Detektor'.

'DR for filan,' skriver han på Twitter til et billede af programpræsentationen.

'Vi står midt i en infodemi, og verden har desperat brug for mere kritisk tænkning. Ikke det modsatte, som I her leverer.'

Han harcelerer over, at teksterne, der nu er blevet ændret, ophøjede astrologien til mere end den uvidenskabelige pseudovidenskab, den er anerkendt som.

'Dit næste knald står skrevet i stjernerne. Og astrologien er med som universets bedste wingman,' lød det indledningsvis på programmets hjemmeside.

'Astrologi er mere end poppet pseudovidenskab – et horoskop giver dig indblik i dine styrker og svagheder, og det kan hjælpe dig til at udnytte dit fulde kærlighedspotentiale,' lovede DR.

Astrologien kan 'gøre dig klogere på den måde du og andre agerer i verden', stod der videre.

Og den slags beskrivelser har fået Morten Elsøe op i det røde felt.

'Astrologi er netop ikke andet end pseudovidenskab. Det er i bedste fald uskyldigt selvbedrag og i værste fald svindel,' slår han fast.

I 'Matchet på Mælkevejen' bliver deltagerne parret efter deres fødselshoroskop af astrologerne Amalie Francesca og Marianne Gellert, kendt fra astrologipodcasten 'Astopod'. Her ses deltagerne Trine og Adrian, der er blevet matchet i programmet.
I 'Matchet på Mælkevejen' bliver deltagerne parret efter deres fødselshoroskop af astrologerne Amalie Francesca og Marianne Gellert, kendt fra astrologipodcasten 'Astopod'. Her ses deltagerne Trine og Adrian, der er blevet matchet i programmet.
Vis mere

Over for B.T. oplyser DR, at de oprindelige formuleringer i markedsføringen af programserien simpelthen ikke ramte skiven, og derfor er det rettet til, så det tydeligere flugter med programseriens intention.

Således beskrives astrologien bag 'Matchet på Mælkevejen' nu i stedet i fuldstændig strakt arm.

De nye beskrivelser lyder således:

'Står dit næste knald skrevet i stjernerne? Hvis man skal tro astrologien, kan den være universets bedste wingman.'

'DR3 tester, om megatrenden astrologi kan hjælpe dig til at udnytte dit fulde kærlighedspotentiale.'

'Men måske kan astrologien gøre dig klogere på den måde, du og andre agerer i verden.'