IP Handlingsplan: For et stærkere innovativt Danmark

For første gang lancerer Erhvervsministeriet nu en ambitiøs national handlingsplan for immaterielle rettigheder, der skal anspore til flere investeringer i forskning og udvikling samt få flere virksomheder til at beskytte deres innovation mod kopiering ved at bruge patent-, varemærke- og designrettigheder. Det sker for at styrke danske virksomheders konkurrenceevne i den stigende internationale konkurrence til gavn for fremtidens danske arbejdspladser, vækst og velfærd. 

Læs handlingsplan

Fire indsatsområder

IP Handlingsplan består af fire indsatsområder med i alt 16 initiativer, der styrker rammerne for danske virksomheders brug af IP-rettigheder til at skabe værdi, vækst og arbejdspladser.

Værdiskabelse med IP-rettigheder

Den globale konkurrence- og innovationskraft er i stærk vækst, og det skærper kravene til virksomheders udvikling af nye og bedre produkter og services. IP-rettigheder spiller en vigtig rolle, når virksomheder skal omsætte deres innovation og forskning til kommercielle succeser. Derfor arbejder vi for at øge virksomheders kendskab til de værdiskabende muligheder i IP-rettigheder, og for en bedre adgang til at bruge rettigheder i deres forretning. 

 

Bedre kendskab til IP-rettigheder

IP-rettigheder stimulerer innovationen i samfundet og sikrer virksomheder et rimeligt afkast af deres investeringer i forskning og udvikling. Med en grundlæggende forståelse for, hvad IP-rettigheder er, samt hvilken betydning de har for forretningen, står SMV'er stærkt, når de skal kommercialisere deres idéer. Mange SMV'er mangler denne viden, og derfor arbejder vi for at øge kendskabet til IP-rettigheder, både i uddannelsessystemet, hos centrale erhvervsfremmeaktører og blandt iværksættere og små virksomheder.

God IPR infrastruktur

IPR systemet spiller en væsentlig rolle for innovation og teknologiudvikling i samfundet. Det giver virksomheder incitament til at investere i forskning og udvikling samtidig med, at ny viden offentliggøres, så andre kan videreudvikle nye og bedre løsninger. Derfor arbejder vi for et fair, effektivt og velfungerende IPR system i Danmark og Europa, der sikrer balance mellem hensynet til rettighedshavere og rimelige markeds- og konkurrencevilkår.

Internationalt engagement

Et stærkt, globalt IPR system er i Danmarks interesse, fordi den hastige udvikling i teknologiintensive virksomheder og afhængigheden af at kunne skalere og eksportere betyder, at danske virksomheder har brug for solide immaterielle rettigheder på tværs af landegrænser. Vi arbejder derfor for at opretholde og fremme et globalt IP-system med stærke IP-rettigheder.

 

Udvalgte initativer

Patentvoucher

Patentvoucher giver små- og mellemstore virksomheder økonomisk støtte til at beskytte deres forskning og innovation med patenter. Virksomheder kan få op til  kr. 75.000 i støtte til ansøgningsgebyrer og rådgivning.

Læs om patentvoucher

 

Mentorprogram

Med et mentorprogram får små virksomheder adgang til sparring og erfaringsudveksling med virksomheder med IPR erfaring. Mentor og mentee indgår i et lærende partnerskab, og med afsæt i IP-rettigheder arbejder parterne med værdiskabelse  for mentee. 

Læs om mentorprogram

 

IPR informationscentre

To IPR informationscentre i Danmark styrker virksomheders adgang til viden om IP-rettigheder. Centrene vejleder om muligheder for kommercialisering af idéer, og de hjælper med adgang og indblik i rettighedsdata, så virksomheder kan få en indikation af forretningspotentialet for deres idé. 

Læs om IPR Informationscentre

 

IP-rettigheder er en forudsætning for danske virksomheders konkurrenceevne

En af grundforudsætningerne for, at virksomheder kan kommercialisere deres idéer er, at de kan beskytte deres innovation. En stærk IPR beskyttelse og et effektivt IPR system øger innovative virksomheders konkurrenceevne, og giver dem mulighed for at få et afkast af de ofte store investeringer, virksomhederne foretager i forskning, produktudvikling og etablering af et globalt omdømme.  

Stort dansk potentiale

Danmark har et godt udgangspunkt, men også udfordringer, når det gælder IPR aktiviteten. Den danske branchestruktur betyder, at danske virksomheder burde have flere rettigheder, end det er tilfældet.

Grønt forspring skal fastholdes

Danske virksomheder er verdensførende inden for patentering af grøn teknologi, men styrkepositionen er båret af ganske få virksomheder.

Udviklingen af ny grøn teknologi er afgørende for den globale kamp mod klimaforandringer, men også for danske virksomheders konkurrenceevne og eksportpotentiale. Derfor er det vigtigt, at SMV'er fremover kommer til at spille en mere fremtrædende rolle i grøn innovation.  

Læs om Danmarks grønne styrkeposition

 

Life science-industrien skal løfte Danmark

Danske life science virksomheder er blandt de førende på det globale marked, og IP-rettigheder spiller en afgørende rolle for danske virksomheders nationale og internationale succes. 

Hvis den store konkurrenceevne skal bevares, er det imidlertid vigtigt, at der er et stærkt økosystem af nye virksomheder, der udvikler nye innovative løsninger og bidrager til et højt konkurrenceniveau.

Læs life science analyse 

SMV'er er rygraden i dansk økonomi

SMV'er udgør størstedelen af danske virksomheder, men alt for få udnytter potentialet i IPR systemet aktivt. Virksomheder med IP-rettigheder har større chance for at blive vækstvirksomheder, men kun én ud af 10 SMV'er beskytter sin forretning. 

Rettigheder bidrager til øget omsætning og stærkere forretningsgrundlag, og virksomhedernes langsigtede konkurrenceevne styrkes. Derfor er det vigtigt, at SMV'er i højere grad bruger IPR systemet til at skabe værdi i deres forretning. 

 Læs om SMV'ers brug af IP-rettigheder

 

Hvis du har spørgsmål til IP Handlingsplan

Vi hjælper gerne journalister og medier med baggrund, information og kontakt til faglige personer.

Kontakt presseteam

Er du virksomhed, og vil du gerne vide mere om hvilke initiativer, der er relevante for dig? Så sidder vores kundekonsulenter klar til at hjælpe dig.

Kontakt Kundeservice

Fakta om IPR

IPR er en forkortelse for Intellectual Property Rights (på dansk også kaldet immaterielle rettigheder). IPR er en fællesbetegnelse for beskyttelsen af opfindelser og idéer gennem:

  • Patenter som bruges til at beskytte tekniske opfindelser
  • Brugsmodeller som bruges til at beskytte tekniske opfindelser
  • Varemærker som bruges til at beskytte eksempelvis logo og navn
  • Design som bruges til at beskytte et produkts udseende
  • Ophavsret  som beskytter kunstneriske og litterære værker.