Demokratiets problemer løses ikke ved at kalde dem udfordringer

Dybvad-udvalget har fremlagt forslag til at forbedre samspillet mellem Folketinget, regeringen, embedsværket og medierne. Desværre kan det nemt blive endnu en rapport, der ikke i praksis får demokratiets tandhjul til at snurre lettere

Moderator Nynne Bjerre Christensen og formand for Dybvad-udvalget, Karsten Dybvad, da Dybvad-udvalgets rapport om forholdet mellem politikere, embedsmænd og medier diskuteres på Djøf-høring i Fællessalen på Christiansborg, fredag den 3. marts 2023.
Moderator Nynne Bjerre Christensen og formand for Dybvad-udvalget, Karsten Dybvad, da Dybvad-udvalgets rapport om forholdet mellem politikere, embedsmænd og medier diskuteres på Djøf-høring i Fællessalen på Christiansborg, fredag den 3. marts 2023. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Hvordan står det til med det danske demokrati?

Det spørgsmål simrer under den rapport, som et ekspertudvalg nedsat af Danmarks Jurist- og Økonomforbund, Djøf, præsenterede fredag på Christiansborg. Udvalget er blevet ledet af tidligere departementschef og administrerende direktør Karsten Dybvad, som også har lagt navn til det.

Opgaven har været at undersøge, hvordan man kan smøre demokratiets knirkende maskineri på Slotsholmen, som i de senere år har været plaget af skandaler som minksagen, Inger Støjbergs rigsretsdom, Tibetsagen og senest FE-sagen, der endnu ikke er afklaret.

I Fællessalen på Christiansborg havde Djøf fredag indbudt til en konference med debat om rapportens konklusioner og anbefalinger. Blandt dem var der bud på otte konkrete overordnede problemstillinger.

Statsminister Mette Frederiksen (S) lagde for med at hylde det ”ualmindeligt stærke og rodfæstede demokrati” i Danmark, og hun afviste blankt, at Slotsholmen – altså området i det indre København, hvor Christiansborg og de centrale ministerier holder til – skulle være i krise.

Vist giver det høje tempo i moderne politik masser af udfordringer for ”os alle sammen” – politikere, journalister, embedsmænd og borgere. Vi har fået en fragmenteret, polariseret og til tider uhørt skarp debat, ikke mindst på de sociale medier, og det er reelle udfordringer.

Mette Frederiksen understregede imidlertid samtidig, at den politiske magt, den legitime magt, skal have de bedste rammer for at udføre sit arbejde. Det er fundamentet for, at det giver mening for vælgerne at stemme. Hun roste det "ekstremt hårdtarbejdende" embedsværk og advarede mod, at man får en nulfejlskultur i centraladministrationen.

Statsministeren nævnte ikke Minkkommissionens hårde kritik af en række ledende embedsmænd, herunder sin egen departementschef, Barbara Bertelsen. Men det kunne hun nu snildt have gjort.

Talen kom til at indramme formiddagens øvrige debatter med gentagne lovprisninger af det danske embedsmandssystem som det bedste i verden. Om end det selvfølgelig altid er muligt at blive endnu bedre.

Dybvad-udvalget har faktisk gennem interviews og spørgeskemaundersøgelser med de involverede grupper, især embedsmænd og journalister, spurgt om, hvordan de ser på samspillet mellem grupperne i magtspillet.

Resultaterne gengives i rapporten og tegner et knapt så rosenrødt billede. For eksempel oplever en betragtelig del af embedsmændene et pres i det daglige for at tilsidesætte faglige vurderinger af politiske hensyn.

Det fremgår også, at der er knas i samspillet mellem embedsmænd og journalister. 40 procent af embedsmændene er for eksempel helt eller delvist uenige i, at medierne fremlægger sager fra embedsmændenes organisation korrekt.

Omvendt giver politiske journalister udtryk for, at det er blevet meget sværere end tidligere at få embedsmændene i tale, og halvdelen af journalisterne mener, at det i de seneste fem år er blevet langt sværere at få aktindsigt i centraladministrationens arbejde.

Udvalget har konkrete forslag til at løse nogle af de problemer, rapporten skitserer, eksempelvis at man ændrer offentlighedsloven. Det har længe været et ønske hos danske medier, og regeringen har åbnet for at nedsætte et nyt udvalg, der skal se på det.

Nu er det langtfra første gang, at denne del af demokratiets maskinrum har været til serviceeftersyn. Det har det været af en række udvalg og i rapporter siden 1993.

Derfor er problemerne efterhånden velkendte. Flere af dem er imidlertid strukturelle og er svære at gøre noget ved, så længe der ikke er politisk vilje til det. Tag bare det gennemgående tema om det høje tempo: ja, det er et problem, hvis man gerne vil have kvalitet i lovgivning og nyhedsformidling, men hvordan forestiller man sig konkret at sænke farten? Det er der ingen opskrift på, heller ikke i de forslag Dybvad-udvalget lægger frem.

Eller hvordan skal man modvirke centraliseringen af magten og det bolværk af politiske rådgivere, som ministre har stillet op foran sig selv og foran embedsværket over for pressen? Den slags lader sig kun ændre, hvis der er en politisk vilje til det, og den synes fraværende, både hos den nuværende og tidligere regeringer. Når de tilmed insisterer på, at offentlighedsloven fortsat må og skal sikre dem et "fortroligt rum", er det svært at forestille sig, at der på det område kommer andet end kosmetiske ændringer.