Uffe Ellemann-Jensen: Muligheden for at tale med hinanden er en gave

Uffe Ellemann-Jensen, journalist og tidligere udenrigsminister og tidligere formand for Venstre, vil efter krisen have skærpet opmærksomhed over for samfundstendenser herhjemme og ude i verden

Uffe Ellemann-Jensen, 78 år, og hans hustru Alice Vestergaard vil gerne nå at fejre deres guldbryllup sammen til næste år, men det vil være en ekstra gave oven i alle de andre, tilværelsen har givet dem, hvis det sker. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.
Uffe Ellemann-Jensen, 78 år, og hans hustru Alice Vestergaard vil gerne nå at fejre deres guldbryllup sammen til næste år, men det vil være en ekstra gave oven i alle de andre, tilværelsen har givet dem, hvis det sker. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?

Det er forår, og i de senere år har jeg hvert år undret mig over, at jeg skulle opleve det endnu engang. Men det sker lige rundt omkring mig, og jeg ved, at efterhånden som sommeren nærmer sig, vil sandsynligheden vokse for, at jeg kommer igennem det grimme – selvom jeg har de fleste odds imod mig: Jeg lider af de sygdomme, som vil slå hårdt igennem, hvis jeg smittes med corona.

Men alt det har jeg talt grundigt igennem med min kone. Vi er enige om, at livet ikke skylder os noget. Vi har haft så langt og rigt et liv sammen, at det allerede er et lille mirakel, at vi er nået så langt. Vi vil gerne nå at fejre vores guldbryllup sammen til næste år, men det vil være en ekstra gave oven i alle de andre, tilværelsen har givet os, hvis det sker.

Hvordan bruger du din tid anderledes nu?

Meget af mit arbejde sker allerede hjemmefra, så her er ikke den store forskel. Men kontakten til børn og især børnebørn sker nu elektronisk, hvor vi tidligere så meget til dem rent fysisk. Vi har 10 børnebørn, hvoraf de 4 lever i udlandet, så her er vi glade for Facetime, så vi kan vinke til hinanden, især med de tre i Paris, hvor de er helt lukket inde. Ganske vist med udsigt til Eiffeltårnet, men det er alligevel hårdt ikke at kunne få udløst alt det spræl, små børn har i sig. Og den yngste i flokken bor her i landet, og vi kan se ham vokse uge for uge, mens vi må vente med at kramme ham og vise vores kærlighed på den måde.

Hvilke råd til opmuntring vil du give medborgere, der er ramt af krisen?

Først og fremmest: Hav tillid til myndighederne og følg deres råd. Hvor er vi heldigt stillet, at vi har kompetente myndigheder, der ikke er bange for at give lyd, hvis de er uenige i, hvad politikerne gør eller ikke gør.

Dernæst: Benyt lejligheden til at tale med hinanden og gå ture i naturen sammen. Hvor ofte har I haft muligheden for at tale om jeres liv sammen og om, hvordan I skal leve det, når vi alle er nået igennem tunnelen på den ene eller den anden måde? Det er en gave vi har fået, og den skal behandles som en gave.

Nævn tre håbstegn, dér hvor du er nu?

Himlen er blå, når vi vågner om morgenen og ser solen stå op over Øresund. Så er livet godt, og naturen opfordrer til morgensang. Livet går videre. Fuglene er i fuld gang med at bygge reder. Livet går videre. Og det lille velnærede egern farer forvirret rundt for at finde de nødder, det gravede ned i græsplænen sidste år. Dets lille hjerne rummer ikke koordinaterne, så vi lægger nye nødder ud til det som supplement. Livet går videre!

Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?

Hvis der bliver et liv fremover for mig, vil jeg være mere agtpågivende over for samfundstendenserne hjemme og ude i verden. Demokratiske frihedsrettigheder er mere eller mindre sat ud af kraft, når krisen skulle håndteres.

Det er ok, men nogle steder har magthavere benyttet lejligheden til at skabe en form for autokrati, jeg ikke bryder mig om, som for eksempel i Ungarn og i Israel. Så jeg vil være meget opmærksom på, at man i tiden efter coronakrisen sørger for at genskabe de liberale frihedsværdier, vi hidtil har bygget på, herunder åbne grænser og sind over for omverdenen.

Det er naturligvis ikke længere mit ansvar, og jeg skal passe på ikke at blande mig for meget i, hvordan næste generation håndterer situationen. Men min opmærksomhed vil være skærpet. For en ”stærk ledelse” kan være god, når en pandemi skal håndteres. Men ikke nødvendigvis, når vi skal finde tilbage på den demokratiske vej.

Og så vil jeg blive flinkere til at gå i kirke, når det igen bliver muligt. Jeg savner højmessen. Men hvor er det dejligt at deltage i morgensangen i radio og tv hver morgen sammen med min livsledsager.