Uffe Ellemann-Jensen: Da min kone blev syg, blev jeg virkelig bange

Forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) er nået til den konklusion, at livet ikke skylder ham mere, skønt der stadig er meget, han gerne vil opleve. Med alderen har påsken fået en ny betydning

”I trosbekendelsen bekender vi troen på opstandelsen og det evige liv. Jeg har tænkt en del over, hvad det er, vi bekender. Og ja; jeg tror på det evige liv, og ja, jeg tror, at der er et liv efter døden. Du kan ikke have haft så spændende og indholdsrigt et liv og så tro, at alt går i sort fra det ene øjeblik til det andet. Det kan jeg ikke tro,” siger Uffe Ellemann-Jensen. – Foto: Leif Tuxen.
”I trosbekendelsen bekender vi troen på opstandelsen og det evige liv. Jeg har tænkt en del over, hvad det er, vi bekender. Og ja; jeg tror på det evige liv, og ja, jeg tror, at der er et liv efter døden. Du kan ikke have haft så spændende og indholdsrigt et liv og så tro, at alt går i sort fra det ene øjeblik til det andet. Det kan jeg ikke tro,” siger Uffe Ellemann-Jensen. – Foto: Leif Tuxen.

Biografierne om globale koryfæer står ryg ved ryg i Uffe Ellemann-Jensens bogreol. Ronald Reagan, Henry Kissinger, Václav Havel, bøger om tidligere baltiske præsidenter og Sydafrikas Nelson Mandela for blot at nævne nogle få. Det er ikke alene bøger, han har læst, men også mennesker han har mødt og i nogle tilfælde samarbejdet med. Mandela har han siddet i bestyrelse med i Vaccinefonden, som Microsoft-stifter Bill Gates oprettede. Reagans biografi, som står oppe på reolens øverste hylde, minder ham om et nyligt dødsfald. Den republikanske politiker George Shultz døde i februar. Shultz var Reagans udenrigsminister fra 1982 til 1989. Han blev 100 år og fejrede sin 67-årsfødselsdag hos Uffe Ellemann-Jensen her i rækkehuset på Sundvænget i Hellerup.

”Jeg har været så heldig at møde store personligheder i situationer, hvor de var med til at trække verdenshistoriens tunge læs, og det har været en rig inspiration.”

Han fylder 80 år til november, og som samtalen ved bogreolen illustrerer, ser han tilbage på et liv med meget liv i livet. I begyndelsen af pandemien udtalte den mangeårige toppolitiker til Kristeligt Dagblad, at livet ikke skylder ham noget. Men hvordan når man frem til en erkendelse af, at man ikke har mere til gode på livets bankkonto? Den erkendelse løber som en sagte strøm gennem dagene og sameksisterer med glæden over alt det, livet endnu kan bringe.

Denne artikel fra 2021 bliver læst meget igen i anledning af Uffe Ellemann-Jensens død. Læs nekrologen over Venstre-koryfæet her

Inden han og hustruen Alice Vestergaard vidste, hvordan mulighederne blev for at samle familien i påsken, inviterede de til den traditionsrige familie-komsammen, hvor der skal males æg og spises lammesteg i det omfang, restriktionerne tillader. Og så er der sommerens guldbryllup. Håbet er at få rejst et telt i haven og samle 80 mennesker til fest.

”Undervejs i det her år har Alice og jeg talt om, at skulle det være, så er vi ikke dem, som skal brokke os. Det har at gøre med alderen og vores liv, som har været så vanvittig spændende. Vi har oplevet mere end de fleste. Dem, man skal have ondt af i den her tid, er børnene og de helt unge, som er lukket inde og henvist til en skærm.”

Han bremser sig selv, inden han får sagt for meget om håndteringen af pandemien. Han forsøger at tøjle tungen, når han får lyst til at udtale sig om indenrigspolitik. Som forhenværende formand for Venstre og far til partiets nuværende formand, tilstræber han en stilfærdig stil og vil ikke være senioren med superkloge kommentarer fra sidelinjen.

”Det har givet mig håb at se befolkningens vilje til at stå igennem det her i en form for fællesskab. Undervejs har jeg undret mig over, hvor meget vi egentlig har fundet os i. Vi har set en vilje til at gå i takt, måske fordi mange har været bange for det ukendte, som kom med pandemien. Men den tillid, der kommer som følge af frygt, skal håndteres med varsomhed. Hvis man skuffes i sin tillid, kan noget væsentligt briste.”

Der er spil i de brune øjne, og han hopper ubesværet rundt i en række emner fra klassisk musik til udenrigspolitik, men fysisk er han svækket. Han fremviser spadserestokken, som er en elegant sort model med sølvhåndtag. Den fysiske skrøbelighed har han valgt at være åben om. Han fik en stent i hjertet og en pacemaker efter en blodprop. Siden fulgte endnu en blodprop, hvor han blev dårlig i IC3-toget på vej mod Aalborg. Man ved, det er længe siden, når han tilføjer, at det var i rygerkupéen, at han faldt sammen efter at have siddet og dampet på en cigar. Den gang var tre eller fire piber tobak samt tre til fire cigarer en del af hans daglige glæder. Han idømte sig selv en rygepause, som han stadig holder, men oppe på loftet har han sin pibesamling samt en kuffert med tobak i lufttætte dåser, for han agter at begynde at ryge igen.

”Når tiden er inde,” som han siger.

Biografierne om globale koryfæer står ryg ved ryg i Uffe Elleman-Jensens bogreol i hjemmet i Hellerup ved København. En del af bøgerne handler om mennesker han har mødt og arbejdet sammen med. Han siger: ”Jeg har været så heldig at møde store personligheder i situationer, hvor de var med til at trække verdenshistoriens tunge læs, og det har været en rig inspiration.” Foto: Leif Tuxen.
Biografierne om globale koryfæer står ryg ved ryg i Uffe Elleman-Jensens bogreol i hjemmet i Hellerup ved København. En del af bøgerne handler om mennesker han har mødt og arbejdet sammen med. Han siger: ”Jeg har været så heldig at møde store personligheder i situationer, hvor de var med til at trække verdenshistoriens tunge læs, og det har været en rig inspiration.” Foto: Leif Tuxen.

I den ene stue står en humidor med cigarer fra blandt andet Cuba. Den åbnes hver nytårsaften, hvor han har en tradition for at sidde med en Cohiba mellem fingrene, dufte til den og lytte efter, om den lyder rigtig. Og så lægger han den tilbage.

”En cigar, som er passet rigtigt, skal knitre svagt. Siger den ikke noget, er den for våd. Knitrer den for meget, er den for tør.”

Foruden hjertesygdommen har han sukkersyge og en gammel kræftsygdom, som er begyndt at røre på sig igen, og for halvandet år siden fik han fjernet en svulst i rygraden, som trykkede på rygmarven.

”Jeg er et omvandrende eksempel på lægekunstens fremdrift.”

Han fortæller om en lungesygdom, han fik i efteråret. Flere nætter vågnede han ved, at han ikke kunne få luft. Han tænkte, at han måske skulle i respirator. Men også her var der en behandling, og lægekunsten fik endnu en gang mulighed for at vise dens kunnen på hans krop. I stedet for at fortvivle over skrøbeligheden forsøger han at glæde sig over det af livet, som er tilbage.

Drengedrømmen var at blive læge. Han var optaget af lægen og teologen Albert Schweitzer (1875-1965) og tænkte, at han skulle ud i verden som lægemissionær. Fundamentet til en sådan livsbane var lagt, for én gang om ugen fulgtes han med sin lillesøster til Frihavnskirken på Østerbro i København, hvor han gik i søndagsskole. Selvom pengene var små i barndomshjemmet, havde de hver en mønt med, som de lagde i hånden på den dukke, som sad på indsamlingsbøssen i søndagsskolen.

”Søndagsskolen var noget, som særligt min mor støttede, ligesom hun også sang godnatsang og bad aftenbøn med os og gjorde os fortrolige med Højskolesangbogen, hvilket jeg virkelig sætter pris på. Vi levede for lidt, men min mor var god til at få meget ud af det, vi havde.”

Da Uffe Ellemann-Jensen blev for gammel til at gå i søndagsskole, foreslog en af kirkens ildsjæle, at han blev FDF’er. Han begyndte som pilt og stoppede som væbner, da han forlod 4. mellem, og familien flyttede til Holte lidt nord for København, hvor han skulle i gymnasiet. Drømmen om at blive læge brast, da han ikke bestod den lille latinprøve.

”Jeg var et alt for uroligt hoved til at tage den prøve, og da jeg søgte optagelse på gymnasiet i Holte, dumpede jeg, fordi jeg ikke kunne tysk, så jeg måtte blive dagelev på Birkerød Statsskole.”

Han fortæller om nederlagene, mens han smiler. Det blev gode år, hvor han blev skolebladsredaktør og gul spejder og ofte set i selskab med Trangiasæt, økse og fiskestang.

Når han siger, at livet ikke skylder ham mere, hænger det også sammen med oplevelsen af kærlighed. Han taler om Alice Vestergaard. De mødte hinanden, da han i 1970 blev ansat på TV-Avisen. Hun fik til opgave at tage sig af den nyansatte medarbejder, som vidste meget om økonomi og politik, men ikke anede noget om at være tv-journalist. Han skulle dække kommunalvalget i 1970 i Gladsaxe, hvor Centrum-Demokraternes stifter, Erhard Jacobsen, som dengang var socialdemokrat, kæmpede mod de konservatives Poul Schlüter om borgmesterposten. Alice Vestergaard skulle supervisere ham i arbejdet, og efter nogle måneder konstaterede de, at noget var sket mellem dem.

”Jeg tror, vi først forsøgte at skubbe det fra os og passe vores arbejde, men det her var noget, vi ikke kunne lade, som om ikke eksisterede. Vi var begge udmærket gift og gjorde begge nogen andre ondt, og derfor var det meget svært. Men vi var så forelskede i hinanden, at vi ikke kunne tænke os andet. Der var mange advarsler særligt til Alice. ’Det holder ikke, lød advarslerne’.”

De flyttede sammen, og i juni 1971 blev de viet af Erhard Jacobsen på Gladsaxe Rådhus.

”Hun er mit livs store kærlighed, og det har betydet utrolig meget, at hun har været der, også når jeg fik nogle ordentlige klø.”

Han siger, at hun har vidst, hvordan hun skulle holde ham nede, når han var oppe, og oppe, når han var nede. Det sidste fik han brug for, da han blev fyret som chefredaktør for Børsen. Og så er der sagen fra 1998, hvor det hedengangne dagblad Aktuelt i en valgkamp gav spalteplads til et rygte om, at han tæskede sin hustru. I bogen ”Som blad i høst” har han beskrevet videregivelsen af de falske rygter som et udtryk for, hvor beskidt og sårende politik også kan være. Spørger man ham, hvad han ser som hemmeligheden bag det lange ægteskab, peger han på en stak luftpostkuverter fra 1970’erne, som ægtefællen har fundet frem. Oppe på loftet er der mange flere. Når han rejste, satte han sig hver aften og skrev til ægtefællen. I de første mange år af deres ægteskab var det for dyrt at ringe hjem fra udlandet. Siden blev det til et dagligt telefonopkald eller en mail, når han var på farten.

”Vi har ikke kunnet undvære hinanden, så uanset hvor i verden jeg har været, har vi haft kontakt hver dag.”

En anden nøgle til det gode parforhold er den gensidige respekt. Han fortæller om den aften i 1982, hvor den borgerlige firkløverregering blev forhandlet på plads på Christiansborg. Inden han sagde ja til posten som udenrigsminister, ringede han hjem til ægtefællen for at få hendes accept. Nogle af de andre mænd i lokalet undrede sig over, at han skulle tage ægtefællen i ed, før han sagde ja.

”Jeg tror, de så mig lidt som en tøsedreng, men for mig handler det om respekt og om at give hinanden plads.”

Det sværeste i pandemiens første år har ikke været de nætter, hvor han kæmpede for at få luft, men da ægtefællen blev syg og måtte gennem et par operationer samt tre ugers indlæggelse på Herlev Hospital. Juleaften sad han ved hendes seng på hospitalet, og de fulgte Kathrine Lilleørs julegudstjeneste fra Sankt Pauls Kirke i København på nettet, inden han kørte hjem. Hans datter, Karen Ellemann, havde sørget for, at der var julemad til ham, som han kunne varme. Det store juletræ, som parret plejer at have i stuen, var erstattet af et lille træ med blot to lys.

”Én ting er at jeg er skrøbelig, men da min kone blev syg, blev jeg virkelig bange. Jeg har det skidt med magtesløshed.”

Det er i mødet med magtesløshed, at han minder sig selv om, at han er stoiker. Som ung og forholdsvist romantisk mand købte han kejseren og filosoffen Marcus Aurelius (121-180 e.Kr.) ”Tanker til sig selv.”

”Aurelius formulerede en leveregel, som jeg prøver at holde mig til: ’Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Samtidig med at parret tænker på guldbryllup, er de begyndt at forberede sig på den dag, hvor livets sol går ned. Kasser med bøger på loftet kommer til Kirkens Korshær, og noget af det tøj, som er i god stand, men ikke bliver brugt, kommer til Røde Kors. Et par af børnebørnene hjælper til med sorteringen.

”Det hører sammen med en mental proces, hvor vi har skrevet testamente og også er begyndt at forære ting til børnene, som de lige så godt kan få nu.”

Hans liv efter politik har budt på mange jagt- og fisketure, men nu forærer han sit fiskegrej væk, for han har ikke fysikken til at være lystfisker, og kort før han fyldte 75 år, gik han på jagt for sidste gang. Det var en nabojagt ved jagthytten i plantagen nær Karup i Midtjylland. Et kvarter før jagten blev blæst af, dukkede en kronhjort op. Han sad i jagttårnet på sin grund og så det store dyr stå med siden til.

”Jeg skød, og den lagde sig ned på stedet.”

Han forlod hytten med en blanding af vemod og taknemmelighed. Nu har Karen Ellemann og hendes mand overtaget jagthytten, og yndlingsriflen har han foræret til sin yngste søn Jakob Ellemann-Jensen.

”At skyde en kronhjort på egen jord på ens sidste jagt er at slutte med manér, og så er det skønt, at familien stadig kan have glæde af det sted, som har givet mig så meget.”

I morgen er det skærtorsdag. Normalt ville ægteparret følges i kirke, og påskedag ville han glæde sig til at synge Grundtvigs ”Påskeblomst hvad vil du her”. Om det bliver til kirkegang i år er mere uvist på grund af pandemien. Han oplever, at påsken har fået en anden fylde i takt med, at han er blevet ældre.

”I trosbekendelsen, bekender vi troen på opstandelsen og det evige liv. Jeg har tænkt en del over, hvad det er, vi bekender. Og ja; jeg tror på det evige liv, og ja jeg tror, at der er et liv efter døden. Du kan ikke have haft så spændende og indholdsrigt et liv og så tro, at alt går i sort fra det ene øjeblik til det andet. Det kan jeg ikke tro.”

Ligesom han har skrevet testamente, har han også gennemtænkt sin begravelse. Både salmer og musik er valgt, og det hele er skrevet ned.

”Og så bliver det spændende selv at overvære det. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at følge med. Hvordan det sker, ved jeg ikke, men jeg tror fuldt og fast på, at det vil ske.”