COVID-19: Lønkompensation skal hjælpe kriseramte virksomheder

16/03/20

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en trepartsaftale, der skal sikre kriseramte virksomheder samt disses medarbejdere.

Det forventes i øvrigt, at regeringen vil fremsætte yderligere tiltag for at hjælpe kriseramte virksomheder.

Seneste opdateringer på ordning om lønkompensation den 18. marts 2020.

Playback of this video is not currently available

Nyt om skat 15. marts - COVID-19: Trepartsaftale om

Aftalen kort

COVID-19 har allerede påvirket mange virksomheder økonomisk, hvilket medfører en stor usikkerhed for både arbejdsgivere og ansatte. Arbejdsgivere står potentielt over for valget mellem om de skal sende medarbejderne hjem i en begrænset periode med løn eller om medarbejderne skal afskediges for at minimere virksomhedens økonomiske tab.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter ønsker at undgå afskedigelser forårsaget af COVID-19 og med trepartsaftalen etableres muligheden for, at arbejdsgivere kan få lønkompensation, hvis de vælger at hjemsende medarbejdere med fuld løn i stedet for at afskedige dem.

Den midlertidige kompensationsordning vil gælde fra 9. marts til 9. juni 2020.

Aftalen gælder for medarbejdere på alle de private virksomheder, der er ekstraordinært hårdt økonomisk ramt som følge af COVID-19 og derfor står overfor at skulle varsle afskedigelser for mindst 30 pct. eller mere end 50 ansatte.

Lønkompensation

Står en virksomhed over for at varsle afskedigelser for mindst 30 pct. eller mere end 50 ansatte, kan virksomheden anmode om betaling af følgende lønkompensation:

  • 75 pct. af lønnen for funktionærer – maksimalt kr. 23.000 pr. måned, eller
  • 90 pct. af lønnen for timelønnede – maksimalt kr. 26.000 pr. måned.

Betingelser for lønkompensation

Virksomheder skal opfylde følgende betingelser for at opnå ret til lønkompensation:

  • Virksomheden skal stå over for at afskedige mindst 30 pct. eller mere end 50 ansatte i virksomheden,
  • Virksomheden skal uanset ovenstående undlade at afskedige medarbejdere i virksomheden af økonomiske årsager i perioden, hvor ordningen løber,
  • Virksomheden skal sende medarbejderne hjem med fuld løn.

Er ovenstående betingelser opfyldt, kan virksomheden anmode om udbetaling af lønkompensation på hhv. 75 pct. eller 90 pct. af lønnen pr. medarbejder dog maksimalt op til lønloftet på hhv. kr. 23.000 og kr. 26.000.

Hvis virksomheden alligevel bliver nødt til at gennemføre afskedigelser af økonomiske årsager, bortfalder lønkompensationen.

Medarbejdere skal anvende feriedage

Hver enkelt medarbejder, der søges lønkompensation for, skal anvende ferie og/eller afspadsering på i alt fem dage i tilknytning til kompensationsperioden. Hvis den enkelte medarbejder ikke har hverken ferie eller afspadsering svarende til fem dage, skal medarbejderen holde tjenestefri uden løn eller anvende dage fra det nye ferieår. Arbejdsgiver modtager således ikke lønkompensation for disse fem dage, og de fem dage anses som medarbejderens bidrag til lønkompensationsordningen.

Den praktiske håndtering

Arbejdsgivere skal ansøge om lønkompensation via Virk.dk. Det forventes, at arbejdsgivere kan ansøge om lønkompensation i uge 13 og at der kan ske udbetaling fra uge 14.

Lønkompensation vil blive udbetalt på baggrund af virksomhedernes oplysninger om det antal medarbejdere, som ellers skulle have været afskediget som følge af COVID-19. Virksomheden skal angive og begrunde, for hvilken periode, virksomheden forventer arbejdsmangel – dog maksimalt over en periode på 3 måneder påbegyndt tidligst den 9. marts 2020 og som afsluttes senest 9. juni 2020.

Virksomheden skal med revisorbistand dokumentere, at virksomheden har hjemsendt de berørte medarbejdere i den angivne periode.

Fremtidige tiltag

PwC arbejder på løbende at opdatere artiklen med de seneste officielle udmeldinger fra regeringen og arbejdsmarkedets parter.

Se også Erhvervsministeriets guide til virksomheder om lønkompensation.

Kontakt os

Jeanett Pilmark

Jeanett Pilmark

Senior Manager, Legal, København, PwC Denmark

Tlf: 2516 8043

Følg PwC